Lykke til, hr. præsident
Emmanuel Macrons klare sejr ved præsidentvalget i Frankrig vil udløse lettelse i europæiske regeringskontorer.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Emmanuel Macrons klare sejr ved præsidentvalget i Frankrig vil udløse lettelse i europæiske regeringskontorer, om end måske ikke i Amerika. Også set med danske øjne er det entydigt positivt, at en EU-venlig kandidat, der går ind for frihandel og ser globaliseringen, skønt den ikke er perfekt, som en mulighed og ikke en trussel, flytter til Élysée-palæet.
Macrons valg bør altså betragtes positivt, men det betyder ikke, at Frankrig nu har kurs mod paradis. Landet har gevaldige problemer – især med økonomien, forældede arbejdsmarkedsregler, terror og en delvis mislykket integration af muslimske indvandrere samt deres efterkommere. Hans modstander, Marine Le Pen fra Front National, havde meget få brugbare eller blot halvvejs spiselige ideer til at klare disse udfordringer. Frankrig kan ikke vende ryggen mod EU, træde ud af euroen og uddele endnu flere sociale goder, som hun har foreslået til håndtering af disse problemer. Det er imidlertid markant, at hun næsten har fordoblet sin opbakning siden præsidentvalget i 2012.
Men Macron er en på mange måder ukendt og uprøvet vinder. Hvad vil han egentlig, og hvordan vil han gennemføre det? Ud over den internationale tilgang har han ikke talt over sig, når det gjaldt om at forklare, med hvilke midler han vil trække nationen ud af det dødvande, der har præget den afgående præsident Francois Hollandes periode. Han har sågar været Hollandes økonomiminister uden større held. Og han er et produkt af Frankrigs elite-tradition, der har frembragt mange interessante, politiske ledere, men indtil nu ingen, som den sidste snes år har villet eller kunnet gennemføre de forandringer, der er brug for, og som bl.a. Tyskland, Storbritannien og Danmark med forskellig styrke har lagt bag sig.
Macron har også brug for et flertal, eller i hvert fald forståelse, i Nationalforsamlingen. Her er der valg i juni, og får han ikke et anseeligt antal mandater, kan resultatet blive en fortsættelse af dette dødvande. Det bør også bemærkes, at mange formentlig har stemt på Macron i mangel af bedre. Franskmænd er ikke kendt for at omfavne reformer. Hvordan vil de reagere, hvis han virkelig lægger an til at modernisere nationen?
Ikke desto mindre: Valget af Macron indgyder håb for Europa – og verden – i en vanskelig tid. Lykke til, hr. præsident.