Terrorister krydser også grænser

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Anis Amri er, mens dette skrives, endnu ikke anholdt, endsige dømt. Men hvis det, som myndigheder mellem Middelhavet og Nordsøen de seneste dage har offentliggjort om den 24-årige tuneser, holder stik, har han været en omvandrende bombe. Dersom det var ham, som stod bag attentatet mod julemarkedet i Berlin i begyndelsen af ugen, som tysk politi formoder, var det, set i bagklogskabens lys, lavpunktet i en logisk udvikling.

Angrebet har foreløbigt kostet 12 mennesker livet, og man må frygte, at dette tal stiger, fordi mange af de overlevende er alvorligt sårede.

Blodbadet var desværre forudsigeligt, naturligvis ikke lige på dette sted og denne dato, men at Tysklands hovedstad skulle forblive forskånet for international terror, virkede allerede inden udåden usandsynligt.

Alligevel er, hvad der skete ved Gedächtniskirche mandag aften, ubegribeligt, for alle sikkerhedsorganer, fra Tunesien til Tyskland, burde have vidst besked. Efter alt, hvad vi ved, var Amri en erfaren forbryder. For seks år siden skal han have stjålet en lastvogn i hjemlandet og være idømt fængsel in absentia. Han undveg til Italien, beretter medier, og blev kendt som en bølle i en lejr for asylsøgere på Sicilien. Han spredte skræk og rædsel og søgte at antænde lejren med andre. Han stjal og overfaldt og fik en fængselsstraf. Efter afsoning skulle han sendes hjem, men Tunesien ville ikke have ham.

Altså fortsatte han til Tyskland, hvor hans asylansøgning blev afvist. Men tuneserne ville fortsat ikke vide af ham. Han blev gennem måneder holdt under opsyn, fordi han blev regnet for farlig. Først to dage efter attentatet i Berlin indtraf de nødvendige papirer fra Tunis.

At Tunesien nødigt ville have med en sådan mand at gøre, er måske forståeligt, men aldeles forkasteligt. Amri er ikke den eneste nordafrikaner, der er afvist som asylsøger og ikke kan returneres, fordi hjemlandet vender ryggen til.

Langt fra alle, men virkelig mange er kriminelle. Der begås langt flere ulovligheder af nordafrikanere end af f.eks. syrere og irakere, fortæller bl.a. tysk politi. I betragtning af, at førstnævnte i reglen ikke anerkendes som flygtninge, i modsætning til sidstnævnte, er det en absurd situation. Helt vanvittigt er det, at europæiske myndigheder ikke udveksler data for kriminelle asylsøgere og andre udlændinge. De færreste EU-lande har et så forkvaklet forhold til politisamarbejde som Danmark, så det burde være ligetil. Men italienerne tænkte åbenbart ikke på at sende oplysninger videre i systemet, og det faldt tilsyneladende ikke tyskerne ind at spørge kolleger i andre lande, da de havde Amri under luppen.

Tragedien i Berlin var med andre ord noget, der ventede på at ske. Amri havde kontakt til voldsberedte islamister, og intet at miste. Man behøver ikke at være psykolog for at se, at dette er en farlig cocktail.

Man bør være tilbageholdende med at kritisere politiet. Ordensmagten udfører i de fleste europæiske lande et nærmest heroisk arbejde, ofte sammen med efterretningstjenesterne, for at forhindre terroren, inden den finder sted. Det kan være vanskeligt at ramme netop det tidspunkt, hvor man har tilstrækkeligt med bevismateriale, og et blodbad endnu kan standses.

Så meget mere må politiet samarbejde om terrorforebyggelsen. Hvor der er juridiske forhindringer, må de fjernes, så længe de ikke rører ved retsstatens fundament.