El comandante
En despot af næstværste skuffe
Man skal ikke tale ondt om de døde, men man kan ikke komme uden om, at Fidel Castro, der forlod denne verden op til weekenden, var en despot af næstværste skuffe.
Castro stod i spidsen for Cuba gennem knapt et halvt århundrede. Han blev, som det er almindeligt med diktatorer, betragtet som en slags åndeligt overhoved, selv efter han formelt var gået af. Men han efterlader på mange måder sit land i en værre forfatning, end da han 1959 kom ned fra Sierra Maestra-bjergene for at overtage magten efter en anden ubehagelig herre, Fulgencio Batista, der var i lommen på USA.
El comandante, som han blev kaldt siden da, er et eksempel på, hvordan man gennem storhedsvanvid, tilsat en god portion karisma, kan ødelægge et ellers sympatisk projekt. Castro var næppe kommunist, da han planlagde revolutionen, lige så lidt som mange af hans oprørssoldater. De ville først og fremmest af med Batista og leve et ordentligt liv. Det var formentlig Ernesto ”Che” Guevara, der pressede på med ideologien. Guevara, der endnu i dag hyldes af dele af venstrefløjen, var en skør kugle, en fantast og uhyre brutal. Det var ham, som sammen med Castros bror Raul, som nu er præsident, pressede på med forbindelser til Sovjetunionen og diverse internationale kommunistpartier. Det sikrede, at Cuba, som klima- og jordmæssigt er uhyre frugtbart, i løbet af få år blev omdannet til et fallitbo. Mens man tidligere eksporterede kød og andre landbrugsprodukter, blev man hurtigt afhængig af importerede fødevarer. Den amerikanske embargo, som langsomt er ved at blive ophævet, gjorde det ikke nemmere, men var ikke den egentlige årsag til miseren.
Castro var imidlertid mere rund i det, og det blev ham, der styrede fortetagendet fra Havana, mens Guevara tumlede rundt i verden og temmelig hurtigt endte sine dage i Bolivia.
Det runde var så at sige hans arbejdsredskab, det fik hans diktatur til at glide nemmere ned i Vesten, bl.a. hos en Mogens Lykketoft, Folketingets senere formand, der i 1987 sammen med sin daværende kone skrev begejstret om Cubas »samba-socialisme«. På det tidspunkt havde systemkritikere været forfulgt i mere end et par årtier, og det folkelige projekt, som revolutionen i vid udstrækning havde været oprindeligt, var forvandlet til fængsler fyldt med politiske fanger. Castro og hans kumpaner hævdede fortsat at have undersåtternes støtte, men helt overbeviste kan de ikke have været, for de tillod aldrig frie valg.
Fidel Castro blev åbenbart aldrig klogere. Trods ophold i USA og rimelige engelskkundskaber afviste han til det sidste tilnærmelser til den store nabo. Præsident Barack Obamas besøg i Cuba i foråret lod han ikke til at hilse velkommen.
Han nåede aldrig helt op i tyranklassen som Stalin, Hitler, Mao eller Pol Pot (selv om han, som Stalin, foretrak at mødes med folk midt om natten). Han stod ikke bag massemord, han forfulgte modstandere enkeltvis, og der var stadig cubanere, som havde en vis svaghed for ham, skønt det er vanskeligt at forstå. Castro befriede landet for Batista, men fejlede på stort set alle andre områder. Hans venner i Moskva, Østeuropa og Afrika forsvandt. Hvad der blev tilbage var typer som Nicolas Maduro i Venezuela og Daniel Ortega i Nicaragua. Hans søster og to døtre bor i USA, i hvert fald to af dem har vendt sig mod hans diktatur. Den unge oprører blev til en anakronisme. Landet omkring ham faldt fra hinanden, men han holdt fast i sine dogmer fra en svunden tid. Det var en trist udgang på et spildt liv.
.