Rene linjer

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Meget sludder har været sagt og skrevet i den såkaldte Se og Hør-sag, som i dag blev afgjort ved Retten i Glostrup. Blandt andet at den skulle repræsentere et generelt problem i medierne, og at den skulle give anledning til generel selvransagelse. Ikke mindst på den baggrund er der grund til at glæde sig over de befriende rene linjer, som domsafsigelsen repræsenterer.

Der er ikke i første række tale om en nuanceret sag om mediepolitik og mediernes generelle adfærd og ansvar. Der har i den offentlige debat på intet tidspunkt været tvivl om, at den stedfundne handlemåde er forkastelig, men det er en utålelig overfortolkning at gøre det til et generelt problem for medierne, og dermed kan de emsige politikere, som for tiden råber op om skærpede sanktioner til medierne godt pakke sammen. De kan i hvert fald ikke bruge denne sag som argumentation i deres forehavende.

Der er i første række tale om en ren og skær straffesag. En ansat i et firma, som administrerer dankortbetalinger, har groft misbrugt sin stilling til at skaffe sig oplysninger, som ikke vedkom ham. Han har for at tjene penge solgt disse oplysninger til Se og Hør, som har gjort sig skyldig i meddelelseshæleri ved at købe oplysningerne og selvfølgelig især ved uberettiget at bringe dem videre til bladets kunder.

En chefredaktørs snak om, at han ikke vidste, at oplysningerne var skaffet ulovligt, virker mildt sagt ikke troværdig og står i skarp kontrast til den skarphed og generelle viden om samfundsforhold, som han i alle mulige andre sammenhænge med stor dygtighed stiller til skue. Denne lidt naive tilgang købte domsmandsretten selvfølgelig heller ikke.

Et år og seks måneders fængsel til edb-operatøren og et års betinget og tre måneders ubetinget fængsel samt 200 timers samfundstjeneste til den redaktør, som indgik aftalen, forekommer rimelig lige som de øvrige domfældelser i sagen.

I den noget forvirrede offentlige debat, som sagen har afstedkommet, har det været nævnt som noget af det værste tøjeri, at et medie betalte en kilde for oplysninger, og forskellige redaktører har bedyret, at det er noget, som de i hvert fald aldrig kunne finde på.

Det kommer sandelig an på, hvad det er for oplysninger, man taler om. Gennem generationer har det været almindeligt, at lokalpressen for en beskeden betaling har haft tilknyttet postbude, købmænd og andre med en stor lokal kontaktflade som såkaldte meddelere. Det er der selvfølgelig intet galt i. Det er faktisk en del af det journalistisk fag på denne måde at indsamle oplysninger om lokale forhold.

Den afgørende forskel er, at oplysningerne i Se og Hør-sagen er anskaffet gennem banal kriminalitet og viderebragt som ren sladder uden den samfundsmæssige relevans, som ellers kunne have stillet sagen i et andet lys. Der er tale om ren irrelevant sladder uden antydning af den samfundsmæssige betydning, som straffeloven ellers nævner som en lille mulighed for at gøre ellers strafbare forhold straffri.

Der er tale om ren nyfigen snagen i kongelige og andre kendte personers private forhold, som en gruppe mennesker beklageligvis er parate til at betale for.

Men dommen dokumenterer tydeligvis, at der ikke er antydning af behov for de lovstramninger, som der fra politisk side for øjeblikket med baggrund i Se og Hør-sagen udfoldes betydelige bestræbelser for.

Paragrafferne fungerer fint efter hensigten, og det er den beroligende lære af dommen fra Glostrup.