Gyldendals pinlige adfærd

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Man kan roligt sige, at det lykkedes Gyldendal og Karina Pedersen at skabe debat med sidstnævntes bog ”Helt ude i hampen – mails fra underklassen”. Men det har næppe været den debat, man egentlig havde håbet på, for frem for at handle om bogens budskab har det handlet om dens tilblivelse og sandhedsværdi. At det er gået, som det er, skyldes først og fremmest, at forlaget ikke har levet op til sit udgiveransvar, hverken over for forfatteren eller offentligheden.

Det begyndte ellers så godt. Mediet Zetland bragte et længere interview med Karina Pedersen, hvor hun temmelig uimodsagt fik lov at fortælle om sin opvækst i et socialt boligbyggeri i Fredericia – moderen, brødre, klassekammerater og naboer blev beskrevet som en amoralsk samling af bedragere, hvis hovedindhold i tilværelsen udover druk og vold var at udtænke måder at snyde de sociale myndigheder og i det hele taget forsøge at undgå alt, hvad der mindede om personligt ansvar for eget liv. Hendes overordnede politiske budskab var, at underklassen, som det blev benævnt, skulle fratages sociale ydelser for selv at træde i karakter.

I en tid, hvor de samme temaer ideligt diskuteres, når det drejer sig om indvandrerghettoer og klientgørelsen af indvandrere, kunne det jo sådan set godt være en debat værd, når det også drejer sig om ”danske” klienter. Alle har ret til hjælp, når de er i nød. Det er det universelle velfærdsbegrebs kerne, men er den automatik, som følger og især før i tiden fulgte, også med til at fastholde mennesker, som måske blot forbigående har brug for hjælp, alt for længe i et afhængighedsforhold, og forværres deres muligheder for og lyst til selv at gøre noget ansvarligt?

Den debat blev imidlertid hurtigt forskubbet af en anden. Og med god grund. Flere medier rejste tvivl om sandhedsværdien i Karina Pedersens beretning, for dem, hun skrev om, havde en anden version. Bedre blev det ikke af, at forfatteren selv fortalte, at hun først havde læst sin egen bog flere dage efter, den var udkommet, og dermed åbnede for konspirationer om, hvorvidt det var hende selv, der havde skrevet den. Gyldendal, der i øvrigt forsvarede hende, som det sig hør og bør, forplumrede det hele ved at forsøge at løbe fra bogens dokumentariske værdi ved at sige, at den var et genremæssigt blandingsprodukt, et »vidnesbyrd«, en »autofiktion« og meget mere for at forsøge at bortforklare, at man i første omgang havde varedeklareret den under ”samfund” som en debatbog og i øvrigt havde ladet Karina Pedersen rejse rundt med fortællingen i diverse medier, som var det sandheden.

Det er der rejst alvorlig tvivl om, og ansvaret for det falder ene og alene tilbage på Gyldendal. Forlaget og Dansk Forfatterforenings formand har prøvet at skyde skylden for, at man i første omgang hoppede på fortællingen uden at faktatjekke, på medierne. Men det er afsenderen – i dette tilfælde Gyldendal – der har ansvaret, og når der er tale om et hæderkronet forlag, der lever af sin troværdighed, er det i og for sig forståeligt, at man i første omgang interviewer hende på baggrund af bogen.

Forlaget har svigtet sit udgiveransvar, har vildledt og har derefter forsøgt at dække sig ind bag en mængde bortforklaringer. Det har ikke været kønt. Flere har krævet, at bogen skulle trækkes tilbage. Det er unødvendigt, men det må håbes, at Gyldendal har lært et og andet om redaktørarbejde, varedeklaration, markedsføring og beskyttelse af forfattere, også mod sig selv. Det er også en del af udgiveransvaret.