En parodi på begrebet ”universitetshospital”
De offentlige sundhedsudgifter andrager 155 mia. kr., og det offentlige sundhedsvæsen har 182.500 fuldtidsansatte. Kom ikke og sig, at der mangler ressourcer.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
På intensivafdelingen på Køge Sygehus har de ansatte, når de har ment at have travlt, valgt at skrue op for den beroligende medicin hos nogle patienter, viser en rapport fra Arbejdstilsynet om de ansattes arbejdsmiljø.
At adfærden ikke blot er utilgivelig, men burde være bortvisningsgrund, er hævet over al tvivl.
Ikke desto mindre er det tankevækkende, at mange inden for sundhedssektoren forleden gav udtryk for, at overmedicineringen er en direkte og – må vi forstå – nærmest uundgåelig konsekvens af »nedskæringer og besparelser«.
Lad os lige få kendsgerningerne på plads: Ifølge Sundheds- og Ældreministeriet andrager de offentlige sundhedsudgifter godt 155 milliarder kroner om året, og der er ifølge de seneste tal fra Sundhedsdatastyrelsen 106.525 fuldtidsbeskæftigede alene på de offentlige sygehuse, men ifølge Danmarks Statistik 182.448 i hele det offentlige sundhedsvæsen.
At mange ansatte føler, at de har en travl arbejdsdag, kan udenforstående have svært ved at modbevise, men når man ser på de til rådighed stillede økonomiske og menneskelige ressourcer i et land med 5.725.000 indbyggere, er det svært at frigøre sig fra den tanke, at der er noget fundamentalt i vejen med hele den strukturelle opbygning.
Danmark er blandt de lande i verden, der har de relativt største sundhedsudgifter i forhold til bruttonationalproduktet (Bnp), og derfor kan der som nævnt ikke være tale om et ressourceproblem. Når det offentlige med 155 mia. kr. og 182.500 fuldtidsansatte ikke magter opgaven, kalder udviklingen på en grundlæggende debat om, hvorvidt den private sektor ikke burde tage mere over. Ganske vist vil det næppe blive billigere, men sandsynligheden taler for, at organiseringen og arbejdstilrettelæggelsen ville blive optimeret.
Det primære er, at alle danskere sikres lige adgang til behandling – vel at mærke en behandling, der udføres af mennesker, som har en tilfredsstillende arbejdssituation.
Køge Sygehus hedder eksempelvis ”Sjællands Universitetshospital”, selv om der ikke eksisterer et ”Sjællands Universitet”. Tilsvarende hedder Hobro Sygehus nu ”Aalborg Universitetshospital”. Andre eksempler kunne fremdrages på, hvordan små provinssygehuse iføres nye klæder, som der tydeligvis ikke er dækning for i dagligdagen.
Det ville være befriende, om universitetshospitals-begrebet blev taget alvorligt. Det siger sig selv, at når de ansatte på et provinssygehus i Køge af egen drift vælger at skrue op for den beroligende medicin – stik mod al lægevidenskabelig forskning og lægevidenskabelige anbefalinger – er der ikke tale om et ”universitetshospital”, men en potentielt livstruende parodi på den respekt, der burde stå om begrebet.
For tiden opføres der rundtom i landet såkaldte supersygehuse, men som tiden for deres færdiggørelse nærmer sig, synes det at stå stedse mere klart, at det eneste, der bliver ”super”, er utilfredsheden hos de ansatte og inkompetencen hos de ansvarlige administrative og politiske ledere.
Med god ret må man spørge: Hvorfor er professionalismen tilsyneladende så beskeden hos de administrative ledere, og hvorfor har regeringen, Folketinget og regionerne svigtet deres ansvar i en sådan grad, at man skulle tro, at der permanent er skruet op for de politisk beroligende midler?
Må vi stilfærdigt erindre om, at patienterne er de skatteydere, som dagligt må leve med verdens højeste skattetryk og høre politiske løfter om til gengæld at få verdens bedste offentlige sundhedsvæsen. Hvornår får de det?