De (u)redelige

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

To sager om videnskabelig redelighed eller mangel på samme er netop blevet afgjort. Den ene handler dybest set om noget politisk drilleri, som er blæst helt ud af proportioner af en alliance mellem politiske modstandere og en presse, som mere interesserer sig for gold, destruktiv ministerjagt end for saglig substans.

Den anden stikker noget dybere og er et spørgsmål om hele det videnskabelige miljøs troværdighed.

Først den lette afdeling: Næppe var Esben Lunde Larsen i fjor blevet udnævnt til undervisnings- og forskningsminister, før der blev rejst tvivl om hans ph.d.-afhandling om Grundtvig. Der var blevet fundet et hår i suppen, og uden yderligere rettergang måtte han i de kommende måneder tåle rutinemæssigt at blive omtalt som plagiatministeren.

Herefter bad han selv Københavns Universitet om at foretage en saglig undersøgelse af hans afhandling, som på visse punkter uden kildeangivelse indeholdt citater fra hans egen tidligere bedømte kandidatafhandling.

Nu har det såkaldte praksisudvalg efter en længere tids granskning konkluderet, at der foreligger 19 tilfælde af genbrugt tekst, og at én specifik forfatter, som citeres, fejlagtigt ikke er nævnt. Men, konkluderer et enigt udvalg, der er tale om bagateller, som ikke kan begrunde en påstand om videnskabelig uredelighed.

Udenforstående må nok tilføje, at denne sag alene er opstået på grund af Lunde Larsens status som minister, og den er med til at understrege, hvad fremtrædende politikere må tåle som prisen for magten.

Den anden sag er nok så alvorlig, og den er egnet til at belaste forskningsmiljøet som sådan. Den aarhusianske psykologiprofessor Helmuth Nyborg har gennem mange år været en kontroversiel person i det videnskabelige miljø, ikke mindst fordi han dels forsker i områder, som det ikke anses for god tone overhovedet at forske i, dels fordi han fremlægger resultater, som ikke anses for politisk korrekte. For eksempel hvilke befolkningsgrupper der er mere eller mindre intelligente end andre.

En gruppe kolleger indklagede Helmuth Nyborg for Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed, som i 2013 erklærede professor Nyborg for videnskabeligt uredelig.

Han sagsøgte imidlertid udvalgene for denne afgørelse og fik onsdag i denne uge Vestre Landsrets tilkendegivelse af, at der ikke er sagligt belæg for at kalde Nyborg eller hans forskning for videnskabeligt uredelige.

Sagen bør ses i sammenhæng med en tilsvarende afgørelse vedr. professor Bente Klarlund fra Københavns Universitet. Hun var af udvalgene blevet erklæret videnskabeligt uredelig på grund af en række artikler, som hun havde skrevet sammen med den senere dømte hjerneforsker Milena Penkowa, men også hun sagsøgte udvalgene og fik i 2015 Østre Landsrets tilkendegivelse af, at der ikke var sagligt grundlag for at kalde hende videnskabeligt uredelig.

Med sådanne sager udfordrer Udvalgene for Videnskabelig Uredelighed deres hele eksistensberettigelse, der såmænd ikke var særligt overbevisende i forvejen.

Hele forskningens eksistensgrundlag er jo netop åbenhed og en kritisk tilgang til al foreliggende forskning. Forskning, som ikke er i orden, må i sagens natur før eller siden blive afsløret af kritiske kolleger, og det er i denne mekanisme, kontrollen af forskningens kvalitet så vel som forskerens redelighed må ligge.