Løkkes hold
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
På en måde virker det lidt mærkværdigt, at Lars Løkke Rasmussen vælger at kalde Ulla Tørnæs hjem fra Europa-Parlamentet, for at hun kan blive minister. For hvornår var det nu, at offentligheden sidst for alvor bemærkede Ulla Tørnæs? Var det mon ikke på valgaftenen i Europa-Parlamentet i maj 2014, da vælgerne for første gang gav Venstre en syngende lussing, og da flere holdt vejret, mens Lars Løkke Rasmussen sled sig igennem sin tale, hvor han påtog sig sin del af ansvaret for nederlaget. Ville han mon gå af?
Ulla Tørnæs blev spidskandidat til Europa-Parlamentet på et afbud, og efter at planen om at gøre hende til borgmester i Holstebro mislykkedes. Hun fik til Europa-Parlamentet et hæderligt personligt stemmetal, som rakte til en sidsteplads på top fem. Nu vender hun tilbage som minister. Utvivlsomt driftsikker, men altså ikke en politiker, som forbindes med sejre i Venstre.
Derfor virker valget af Ulla Tørnæs som inkarnationen af de udfordringer, som Lars Løkke Rasmussen står med: uanset hvordan han blander kortene, så er der problemer med kabalen som også giver et comeback til Morten Løkkegaard i Europa-Parlamentet.
At Esben Lunde Larsen flyttes fra Uddannelses- og Forskningsministeriet til Miljø- og Fødevareministeriet, får ikke de sager, som han har haft i sin ministertid, til at forsvinde – hvor uberettigede anklagerne end måtte være: så længe der ikke ligger en afgørelse om hans mulige plagiat i hans ph.d-afhandling, er han sårbar over for kritik. Og stormen mod Eva Kjer Hansen har jo netop vist, at det kan blæse kraftigt selv ind ad den mindste sprække i det borgerlige forsvar, og at de konservative ikke viger tilbage fra at score et billigt – eller måske rettere dyrt – selvmål, når muligheden viser sig.
Lars Løkke Rasmussen lagde ud med en sikker hånd, da hans smalle regering fik magten efter folketingsvalget. Udgangspunket var stærkt ideologisk, og regeringen veg ikke tilbage fra et opgør mod ”plejer”, hvad enten det var på udlændingeområdet, miljøområdet eller placeringen af statslige arbejdspladser.
Regeringen fik en tydelig profil, men meget tyder på, at prisen har været høj, og at statsministeren har skubbet både de store udfordringer og de øvrige partier foran sig. Krisen om Eva Kjer Hansen har gjort Lars Løkke Rasmussen sårbar. Balladen om flyrejser og indkøb af boxershorts formåede trods alt ikke at nedbryde Løkkes vigtige brand som en dreven politiker, der formår at finde vej ud af selv den mest umulige situation.
Denne gang gik det skævt for Lars Løkke Rasmussen. Han formåede ikke at slå ring om Eva Kjer Hansen, og han fik heller ikke det folketingsvalg, som han truede med. Hvad der præcis kom ud af gruppearbejdet på Marienborg, er uvist. Den bebudede tillægsaftale til landbrugspakken lader endnu vente på sig, og stadig ved man ikke, hvad de to andre borgerlige støttepartier har forlangt, når nu lejligheden bød sig.
Det er nu op til Esben Lunde Larsen endegyldigt at lukke sagen om landbrugspakken. Det må gerne ske hurtigt, så der er skabt ro til at gå om bord i forårets store og tunge dagsorden med bl.a. flygtninge, integration og trepartsforhandlinger. Længere ude venter vanskelige skatteforhandlinger og Danmarks uløste forhold til EU omkring retsforbeholdet. Begge er eksempler på, at det sammenhold, som måtte være opbygget på Marienborg blandt de borgerlige partier, meget let kan smuldre igen. Løkke får brug for at stå fast.