Forsørget

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Tallene taler for sig selv. Stigningen i antallet af mennesker, som er på kontanthjælp i Danmark, er foruroligende stor. Ifølge Beskæftigelsesministeriet er der i 2015 28.480 mennesker, som uafbrudt har været på kontanthjælp i fem år. For fire år siden var tallet 19.350. Det er en udvikling, som ingen ansvarlig politiker kan sidde overhørig. Fortsætter den, vil det betyde, at et stigende antal mennesker fjerner sig helt fra arbejdsmarkedet.

På den baggrund er det både forståeligt og nødvendigt, at regeringen har taget initiativ til at ændre kontanthjælpssystemet, så det bedre kan betale sig at arbejde. Helt grundlæggende må det naturligvis ikke være sådan, at det er økonomien, som forhindrer folk i at søge ud på arbejdsmarkedet.

Med det nye system bliver forskellen på at være på passiv forsørgelse og aktiv på arbejdsmarkedet mærkbart større. Der er ingen tvivl om, at det i sig selv for mange vil være et incitament til at søge arbejde. Når det er sagt, er der også grund til at advare mod at være for fikseret på beløbets størrelse.

Debatten om overførselsindkomster har i mange år været præget af, at penge i sig selv er en løsning på problemerne. Mest højtråbende har været den venstrefløj, som gerne ville dele penge ud, men som ikke har været synderligt optaget af, hvilket liv de mange mennesker på overførselsindkomst stod op til. Hvis blot deres rådighedsbeløb var tilstrækkeligt stort, så skulle resten nok komme af sig selv.

Den strikt økonomiske tankegang har også præget borgerlige politikere, som har haft blikket stift rettet mod forskellen på at være på overførselsindkomst og på at være i arbejde. Hvis blot den var stor nok, så skulle resten nok komme af sig selv.

Erfaringen har desværre vist, at det gør det ikke, hverken med den ene eller den anden model. Flygtningene taler for sig selv. Selv om Dansk Industri kommer med højstemte meldinger om, at flygtninge skal i arbejde, så er virkeligheden ifølge Dansk Arbejdsgiverforening, at under 2 pct. af de syrere, som fik opholdstilladelse i 2013 og første halvår 2014 er kommet i arbejde. Læg hertil den store gruppe unge, som aldrig har fået fodfæste på arbejdsmarkedet, og som ikke har kvalifikationerne til umiddelbart at kunne få det. Udfordringen handler i høj grad om andet end penge.

Det moderne kontanthjælpsloft skal tilpasses et moderne arbejdsmarked. I stedet for at skælde ud over, at kontanthjælpsmodtagere skal levere en modydelse på 225 timers arbejde om året, så gælder det om også at se dette som en mulighed for at få en tilknytning til arbejdsmarkedet. I aftalen præciseres det ovenikøbet, at kommunen skal støtte borgeren i at få fodfæste på arbejdsmarkedet, herunder hjælp til at finde og søge et job. I fagforbundet Foa er det blevet vendt til et ”trist menneskesyn”, men spørgsmålet er, hvad der er mest trist. At forblive på passiv forsørgelse uden udsigt til at være en del af det fællesskab, som et job indebærer, eller at få det nødvendige skub til at komme videre?

Efter at aftalen var indgået, udtalte beskæftigelsesminister Jørn Neergaard, at ud over at være sund fornuft, så er tilknytningen til arbejdsmarkedet afgørende for sammenhængskraften i vores velfærdssamfund. Netop her rammer beskæftigelsesministeren plet. Jo flere der er hensat til passiv forsørgelse, des større risiko er der for, at sammenhængskraften skrider. Det er op til alle – kontanthjælpsmodtagere, arbejdsmarkedet og kommunerne – at gøre en ekstra indsats for, at det nye kontanthjælpsloft virker efter hensigten.