En krig i hjertet af Europa
Med angrebet på Paris har terroren igen fået et nyt ansigt i Europa.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Målene var tilfældige mennesker, som var i byen for at spise eller more sig på en ellers fredelig fredag aften i den franske hovedstad. Fornøjelser, som hører livet, glæden og civilisationen til. Men som på denne tragiske aften kom til at koste et ufatteligt antal mennesker livet.
At en ny slags krig er ført ind i hjertet af Europa er ved at gå op for de fleste. Barbariet angriber den europæiske civilisation. Det er ikke kun Frankrig, der blev angrebet. Det er os alle.
Frankrig er vågnet op til det værste terrorangreb i republikkens historie. Vi andre retter først og fremmest tankerne mod de efterladte, de sårede og det franske folk, som endnu engang skal rejse sig efter et angreb på den frihed, som syntes så selvfølgelig for os, men som er grunden til, at mørkets kræfter hader os..
Alt tyder på, at der er tale om endnu et islamistisk angreb på vores kultur. Et angreb af denne størrelse kræver en planlægning og koordination, som forudsætter en stærk organisation. Alt tyder på, at fanatikerne har til hensigt at føre krigen fra Syrien ind i Europa. Og at det ikke mangler på hjernevaskede unge mennesker, der sætter døden så meget over livet, at det i sig selv er den største trussel. Dødskulten slog til i hjertet af byernes og kærlighedens by. Det er ikke til at bære.
Lige nu skal vi se virkeligheden i øjnene: Islamisk Stat eller andre terrororganisationer har adskillige sympatisører i Europa, for hvem koranens love og drømme om et islamisk kalifat står højere end de værdier, som har båret de europæiske nationer frem til det nuværende niveau. Det er en kulturernes kamp, men det er også en civilisationens kamp mod anti-civilisationen. Hvordan vinder vi den?
Europa har før kæmpet mod terror, som var ideologisk betinget, og som gennemførte angreb mod udvalgte nøglepersoner og uskyldige civile, i f.eks. Vesttyskland og Italien. Den tids generation af angrende terrorister har siden fortalt om, hvordan ideologien gjorde dem blinde over for deres egne gerninger, al den stund de selv troede på, at de kæmpede i en højere sags tjeneste.
Nu står nådesløse krigere parate til at forfølge en islamisk ideologi. Efterretningstjenesterne gør utvivlsomt deres bedste for at følge med. Ikke mindst på den baggrund er det uhyggeligt at erfare, at det ikke er lykkedes at optrevle netværket bag et så omfattende terrorangreb, som det der fandt sted i Paris.
I dag står vi alle sammen med Frankrig. Men under det solidariske og medfølende ”Jeg er Frankrig” ligger en uhyggelig følelse af, at alle kan blive næste offer for de netværk, som islamisterne har bygget op. Den multikulturelle drøm er for længst dampet af. Tilbage er en ny virkelighed, som vi alt for længe har undervurderet.
Vores bedste våben er vores egen dagligdag. Den må fortsætte. Friheden vinder altid over tyranniet. Men det bliver en lang kamp.