En national krise

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Den virkelige virkelighed har indhentet Europa, herunder Danmark. Den folkevandringslignende tilstrømning af flygtninge, migranter og lykkeriddere fortsætter ufortrødent og stilner måske ikke engang af hen over vinteren. Hvert land forsøger nu at redde sit. Pigtråden rulles ud, grænserne lukkes, asylsystemerne strammes. Selv den selvudnævnte humanitære stormagt Sverige har måttet kapitulere over for sin egen totalmangel på almindelig hverdagsrealisme. Så var der altså alligevel ikke plads nok i de dybe, svenske skove, som daværende statsminister Fredrik Reinfeldt ellers forsikrede.

Den politiske elite i EU har stadig svært ved at tale lige ud af posen. Svenskerne kan ikke rigtigt få sig til at sige, at de nye stramninger sigter på at nedbringe antallet af asylsøgere. I Tyskland udløser det forargelse i de snakkende klasser, at finansminister Wolfgang Schäuble kalder tilstrømningen en »lavine« – hvad er det dog ellers? Og flere steder må de annoncer, der indrykkes rundtomkring for at oplyse flygtninge om de faktiske forhold og dementere alle myterne om guldet i gaderne, helst ikke have en mildt afskrækkende sideeffekt. Mange (vest)europæiske politikere har simpelt hen stadig svært ved at erkende dybden af den nye udfordring.

En af undtagelserne er nok efterhånden den danske regering. I hvert fald var statsminister Lars Løkke Rasmussens retorik ganske alvorstung, da han onsdag fremlagde retningslinjerne for de nye udlændingestramninger, som bliver endeligt præsenteret i dag. Løkke fremmanede reelt et billede af en national krisetilstand. ”Bolværket”, som han formulerede det, er ved at krakelere. Om de nye stramninger kan kun siges, at det er det eneste rigtige, men at Venstre-regeringen må spørge sig selv, hvorfor de først kommer nu, og hvorfor de ikke var med i de allerførste stramninger, som Inger Støjberg gennemførte to dage efter den nye regerings tiltræden.

I mangel af en fælles EU-plan for tilstrømningen søger alle lande nu deres egne løsninger. Det er ikke optimalt, men udtryk for en national nødvendighed. Når EU ikke vil håndhæve en effektiv beskyttelse af de ydre grænser, selv om det var en udtrykkelig forudsætning for at nedlægge de indre grænser i forbindelse med Schengen-samarbejdet, så er der ingen vej udenom, og der er slet ingen grund til at dæmonisere disse nationale initiativer. Danske politikere har naturligvis først og sidst et ansvar for danskerne og det danske samfund; estiske for esterne og det estiske samfund osv. At EU-samarbejdet knirker højlydt, er EU’s egen skyld. Man har lukket øjnene, fordi det var politisk ubekvemt at forholde sig til den virkelige virkelighed, som den trak op.

Nu flygter EU så over i den rene symbolpolitik. På EU/Afrika-topmødet på Malta tilbyder EU at oprette en særlig Afrika-fond på sølle 1,8 mia. euro. Hvor mange billioner er mon ikke tilflydt Afrika i ulandshjælp, uden at det har gjort noget som helst ved korruption, menneskerettigheder, ordentlige samfund og rimelige levevilkår? Ulandshjælpen har altid været moralsk aflad for Vesten. Man har ikke villet stille betingelser til gengæld for denne astronomiske hjælp. Det mærkes nu, hvor folk flygter fra mange af disse failed states.

Vi kan nok lige så godt forberede os på, at også de danske grænser lukkes mere eller mindre ned; forhåbentlig kun for en stund. Det er åbenbart den nedslående medicin, der skal til hele vejen rundt, før EU i fællesskab finder ud af at varetage opgaven med at etablere et fælles forsvar af de ydre grænser. Det er sørgeligt, at det skal blive så slemt, før det muligvis kan blive lidt bedre. Men EU ligger, som man har redt.