Andres penge
Vejle Byråd skal på et møde i dag tage stilling til, om bestyrelsen for Vejle Havn kan fortsætte. Havnechefen blev allerede den 6. oktober bortvist og politianmeldt for økonomiske uregelmæssigheder, og bestyrelsesformanden og et bestyrelsesmedlem blev tillige sat fra bestillingen.
I Horsens valgte havnebestyrelsen i mandags at suspendere havnedirektøren på grund af uregelmæssigheder.
I Aabenraa vælter skeletterne ud af skabene, efter at man er begyndt at interessere sig indgående for den tidligere regionsformand Carl Holsts embedsførelse, og lad os da lige i samme forbindelse minde om, at der i det sjællandske hospitalsvæsen for tiden verserer flere sager, som alle handler om økonomiske uregelmæssigheder og en noget alternativ forvaltning af penge, som man har fået betroet at forvalte.
Fælles for disse sager er, at nogle højt betroede mennesker i samfundshierarkiets øverste lag har fået en sådan smag for at forvalte andres penge, at de har mistet evnen til at skelne mellem på den ene side rimeligt og urimeligt, og på den anden side nok så alvorligt at skelne mellem dit og mit.
Er der sket et generelt værdiskred, hvor folk, som er betroet forvaltningen af andres penge, lidt efter lidt mister jordforbindelsen?
Hvad angår det rimelige eller det urimelige, må man have forståelse for, at der skal være plads til skønsmæssige vurderinger. Hvis man skal repræsentere et foretagende, som man er sat til at forvalte, skal man selvfølgelig have mulighed for at byde på en frokost eller en middag, hvis det falder naturligt. På samme måde skal man ikke gå i alt for små sko, når talen er om relevante studierejser med henblik på at dygtiggøre sig og lære af andres erfaringer.
Men når hele ledelsen af Vejle Havn drager til Florida en uge og arbejder med seriøse foretagender i fem timer og i øvrigt leger velbeslåede turister med let hånd på kreditkortet resten af tiden, turde det være åbenlyst, at man er langt ude over det rimelige.
Men endnu værre er det, når man direkte laver fup og fiduser og forfalsker bilag med falske navne og falske oplysninger om udgifternes formål. Som for eksempel når havnedirektøren i Horsens inviterer sin hustru til hovedstaden med hotelovernatning og fuld forplejning og skriver et andet navn på udgiftsbilaget.
Eller når et revisionsfirma vurderer, at udgifter for mindst 550.000 kr., som havneledelsen i Vejle har afholdt, har ”privatlignende karakter” – ved siden af de 637.000 kr., der blot karakteriseres som ”overforbrug”.
Eller når Carl Holst, som det nu viser sig, har beordret sine ansatte til at fifle med udgiftsbilagene og stryge hans navn.
Overlægesagerne i hovedstadsområdet udgør et kapitel for sig, men må uvægerligt ses i sammenhæng med de verserende jyske skandalesager.
Sagerne i Vejle og Horsens er kommet for en dag som følge af en dygtig lokal presses indsats, overlægesagerne i hovedstadsområdet kan i alt væsentligt tilskrives en dygtig og determineret indsats fra en enkelt journalist ansat på denne avis, og Carl Holsts besynderlige embedsførelse var muligvis aldrig kommet for en dag, hvis ikke han havde ladet sig udnævne til forsvarsminister.
Det rejser det nagende spørgsmål om, hvad der i øvrigt foregår i kommunerne og regionerne landet over. Er der sket et generelt værdiskred, hvor folk, som er betroet forvaltningen af andres penge, lidt efter lidt mister jordforbindelsen? Var Brixtofte-skandalen i Farum blot en forløber for en ny stil i den offentlige forvaltning?
Vi må sandelig ikke håbe det, men tvivlen nager.