Politisk tillid
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Hvad er der nu med Carl Holst? Det spørgsmål må en undrende vælgerskare igen stille, når Holst tumler gennem medierne med sine skiftende forklaringer om, hvilken ansættelse hans spindoktor havde i Region Syd. Det virker, som om forsvarsministerens sidste bastion er sandheden. Det er en ynkelig optræden over for en befolkning, hvis tillid til de folkevalgte i forvejen løbende eroderes.
Mere skal afdækkes, før det står klart, om reglerne blev overtrådt i Region Syd, og endnu er det for tidligt at gøre sig til dommer over, hvorvidt sagen skal have konsekvenser for Carl Holst, men sikkert er det, at forsvarsministerens ageren både i denne sag og de andre, han har skullet håndtere i sin korte tid som minister, er medvirkende til at tegne et billede af en politiker, som fremstår inkompetent.
Carl Holst er rundet af højskolernes samtale og har gjort samtaledemokratiet til sit adelsmærke. Det tjener ham til al ære i en tid, da de politiske fronter har det med at blive trukket så hårdt op, at den ene part har vanskeligt ved at lytte til den anden. Men det nytter ikke at markedsføre samtalen i politik, hvis fundamentet ikke holder, og det gør det ikke, når Holst forsøger at sno sig uden om de vanskelige spørgsmål – måske i håb om, at sagen driver over.
Han har tidligere fremhævet, at det er nødvendigt at have spidse albuer for at nå til tops i politik, men han har samtidig understreget, at følgesvenden til brutaliteten er ydmygheden. »Magtfulde mennesker uden ydmyghed, de er farlige,« sagde han i juni til Kristeligt Dagblad.
Netop den læresætning har Carl Holst forbrudt sig imod, når han toner frem og afviser beskyldninger med, at der ikke er noget at komme efter. Hvis man graver bare lidt i overfladen, ér der tilsyneladende noget at komme efter, og så nytter det ikke at bruge kvarte løgne eller hele nødløgne til at værne om sin ære. Holsts efterfølger i embedet som regionsrådsformand i Syddanmark, Stephanie Lose, har i et af de mange portrætter af Carl Holst peget på, at Holst ikke bryder sig om berettiget kritik og ret præcist tilføjet: »Det kan være en svaghed, hvis det nogle gange blænder for, hvordan man ser tingene.« Magtens forblindelse er velkendt, ikke mindst blandt toppolitikere, som mener, at et særligt kodeks gælder for netop dem, samtidig med at de holder moralske taler om forventningerne til andre. I flæng nævnes Lars Løkke Rasmussens tøjindkøb og Helle Thorning-Schmidts skattesag.
I Syddanmark var Carl Holst stemmesluger og opnåede en position, som understregede hans egen pointe, da han i 2001 valgte at satse på Sønderjylland frem for en landspolitisk karriere med de bramfrie ord: »Jeg vil hellere være konge i en lorteby end lort i en kongeby.« Nu skal Holst begå sig i kongebyen og er blevet betroet et embede, som ikke umiddelbart matcher hans viden og erfaring. Starten som forsvarsminister har ikke været overbevisende. Da flymekanikerne henvendte sig, var Holst på ferie. Det tog meget lang tid at få afsagt eftervederlaget. Grundlaget for Irak-krigen havde han ikke styr på, og nu spøger sagen om den personlige rådgiver.
Endnu tyder det på, at Lars Løkke Rasmussen kan holde sig fri af Holsts mangel på driftssikker optræden, men spørgsmålet er, hvor længe det svage led kan bære en regering, som skal søge flertal fra sag til sag. Kravene i toppolitik er barske, og der har beklageligvis også udviklet sig en nidkærhed, som gør, at der vogtes over det mindste fejltrin. Derfor skal man stå fast, når der er grund til det. Men når det er sagt, så er det jo heller ikke forbudt at tænke sig om.