Grundloven

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Hvert år på denne dato fejrer vi Danmarks Riges Grundlov, som i år fylder 166 år. Det gør vi med god grund, for grundloven betød det endelige opgør med Enevælden og dermed kongens diktatoriske magt over staten. Men ellers var det så som så med demokratiet, for kun en ganske lille del af befolkningen havde stemmeret, og især er det værd at bemærke, at hverken kvinder eller lønmodtagere blev fundet værdige til at nyde denne nyvundne borgerrettighed. De måtte i denne forbindelse se sig rangeret ind på linje med forbrydere og umyndiggjorte sindslidende.

66 år skulle der gå, før kvinder og lønmodtagere i privat tjeneste – i den tids terminologi fruentimmere og tyende – fik stemmeret til den lovgivende forsamling.

Det var i 1915, og derfor fejrer vi i år med særligt eftertryk grundlovsdagen. Og måske også en smule eftertanke, for når man sådan rigtigt læser de enkelte paragraffer, så erfarer man, at ikke ret meget i den lov er, hvad det giver sig ud for at være. Der verserer en historie om en diktator i et fjernt land, som meget gerne ville kopiere den danske grundlov, fordi den jo giver kongen magtbeføjelser, som er en drøm for enhver diktator. Historien verserer i flere versioner og er sikkert ikke sand, men den illustrerer det paradoks, at kongen ifølge grundloven er udstyret med betydelige magtbeføjelser, som ingen, absolut ingen betydning har i praktisk politik. Man har end ikke ulejliget sig med at tage højde for, at monarken også kan være en dronning, men ligemeget med det. Hverken konge eller dronning i Danmark har nogen som helst politisk magt, og sådan må det naturligvis også være.

Men hvordan får man så det til at harmonere med, hvad der faktisk står i paragrafferne? Elementært, kære Watson, man omdefinerer da bare ”kongen” til at betyde ”regeringen.”

Heller ikke grundlovens frihedsrettigheder bærer ret langt gennem, hvis man tager dem for pålydende. For eksempel er der intet i grundloven, som forbyder Folketinget at vedtage en lov, der hjemler langvarige fængselsstraffe for at kritisere regeringen. Vel har man ytringsfrihed, men man skal stå til ansvar for loven, og for denne lov sætter grundloven ingen begrænsninger.

Når systemet så alligevel fungerer, hænger det sammen med, at det hele bygger på en kollektiv sund fornuft, som kommer til udtryk gennem valg, folkeafstemninger og ikke mindst det faktum, at en mindretal i Folketinget kan gennemtrumfe en folkeafstemning om et lovforslag, der er vedtaget af flertallet. Det er en sikkerhedsventil, som kan aktiveres, hvis folketingsflertallet skulle blive for vidtløftigt.

Fra tid til anden rejses der en debat om nødvendigheden af at ændre og modernisere grundloven, hvad der kunne være mange gode grunde til, men i praksis er det nærmest umuligt. En grundlovsændring kræver, at mindst 40 pct. af de stemmeberettigede skal stemme ja, og det betyder i et tænkt eksempel, at et forslag vil falde, hvis 39,99 pct. stemmer for, og ikke én eneste stemmer imod.

Kan man så leve med den grundlov? Kan det politiske system manøvrere? Ja, det kan det, og det skal det. Den helt afgørende værdi ved grundloven var oprindeligt, at den afskaffede diktaturet i Danmark, og ved senere ændringer er det blevet stadfæstet, at det er vælgerbefolkningen, der har det sidste ord i afgørende beslutninger. Det står fast, og de seneste 100 år har kvinderne og lønmodtagerne været med i den proces. Det kan vi godt ønske hinanden til lykke med.