Krim et år efter

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

For snart et kvart århundrede siden foreslog den russiske forfatter og nobelprisvinder Aleksandr Solsjenitsyn, at man i forbindelse med en folkeafstemning om Ukraines uafhængighed i december 1991 også skulle lade den daværende sovjetrepubliks grænseregioner i øst og sydøst tage stilling til, om de ville være en del af Ukraine eller Rusland.

Solsjenitsyn kritiserede den ukrainske ledelse for på den ene side at fjerne statuer af sovjetstatens grundlægger, Vladimir Lenin, mens man på den anden insisterede på at bevare de kultur- og historieløse grænser, som Lenin og hans kumpaner havde draget efter deres magtovertagelse i 1917. Ifølge Solsjenitsyn ville man skabe en kilde til fremtidige konflikter, hvis ikke man gav folk mulighed for at vælge mellem Rusland og Ukraine.

I den bedste af alle verdener ville Solsjenitsyns forslag have givet mening i stil med folkeafstemningen i Sønderjylland i 1920, men de politiske realiteter dengang tilsagde, at man på én og samme tid ikke kunne opløse Sovjetunionen i 15 nationalstater og samtidig indlede forhandlinger om, hvor grænserne imellem dem skulle drages. I så fald havde man risikeret en opløsning ledsaget af krige og kaos frem for det forholdsvis fredelige sammenbrud, der fandt sted i 1991.

Et af flere efterskælv efter det jordskælv, der i 1991 lagde Sovjetunionen i ruiner, kom i foråret 2014 med Ruslands anneksion af Krim og støtte til et væbnet oprør i det østlige Ukraine, som har kostet flere end 6.000 mennesker livet og fordrevet flere end én million. I dag er det et år siden, at der blev afholdt en omstridt folkeafstemning på Krim, som blev fulgt op af indlemmelse af halvøen i Den Russiske Føderation. Afstemningen levede ikke op til anerkendte folkeretlige normer, og den foregik under russiske styrkers overvågning.

Som det fremgik af gårsdagens avis, er støtten til Krims indlemmelse i Rusland massiv blandt halvøens befolkning. Problemet er måden, det foregik på, og at det skaber en præcedens, som underminerer den europæiske sikkerhedsorden, og som må få det til at løbe koldt ned ad ryggen på befolkningen i flere tidligere sovjetrepublikker. Det nye regime på Krim forfølger anderledes tænkende og truer uafhængige medier. Krim er således et mindre frit samfund end før den russiske overtagelse. Desuden er lederne af det tatariske mindretal, der i 1944 blev deporteret til Centralasien og Sibirien af Josef Stalin, blevet fordrevet og sidder nu i Kiev, heriblandt Mustafa Dzjemeljev, den legendariske leder af Krim-tatarernes nationalbevægelse, som tilbragte 15 år i sovjetiske fængsler og eksil og i 1975 gennemførte den sovjetiske menneskerettighedsbevægelses længste sultestrejke. Den varede 303 dage, og Dzjemeljev overlevede kun, fordi han blev tvangsfodret.

Endelig har de nye magthavere foretaget en omfattende ekspropriering af fast ejendom og virksomheder, som ifølge ejerne og deres advokater beløber sig til omkring 7 mia. kr. Det drejer sig om alt fra hoteller, skibsværfter og benzintanke til mejerier, banker, filmstudier og landbrug. Nogle siger, at det er den mest gennemgribende nationalisering af privat ejendom siden Den Russiske Revolution i 1917.

Krim kan som det tyrkisk besatte nordlige Cypern se frem til årtiers international isolation, med mindre man gennemfører en folkeafstemning i overensstemmelse med internationale normer. Det er der desværre ikke udsigt til lige med det første, da Rusland og Vesten i en rum tid vil være på kollisionskurs, når det gælder Europas sikkerhedsorden.