Nemesis på svensk

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Så faldt den, den rød-grønne mindretalsregering i Sverige under socialdemokraten Stefan Löfvens ledelse. Efter blot 62 dages levetid. Som et offer for overmod, der strækker sig langt ind i den borgerlige opposition.

Stor var fanfaren, da den tidligere fagforeningsformand kunne danne regering med Miljøpartiet og regne med Venstrepartiets mandater. De svenske medier var fyldt af en særegen svensk optimisme, som kunne ligne den nordkoreanske til forveksling. I de etablerede medier klappede varme hænder taktfast til refrænet om, at den humanistiske regnbueregering udgjorde et moralsk værn mod Sverigedemokraterne. Så sent som i går rykkede en forskergruppe fra Institut for Analytisk Sociologi ved universitetet i Linköping ud med en rapport, der angiveligt beviser, at den lille million svenskere, der stemte på SD, udgør en »mærkbart afvigende gruppe« i det svenske samfund, »ekstreme i deres intolerance og fremmedfjendtlighed«. En sådan analyse hører snarere hjemme i det satiriske Rokokoposten.

Det hører med til den utrolige historie, at de borgerlige partier efter rigsdagsvalget kunne have dannet regering med SD’s støtte. Men det var utænkeligt. Det ville nemlig have krævet en mindre lempelig udlændingepolitik end den nuværende, og noget sådant havde været i strid med alle de tabuer, der knytter sig til det svenske indvandringskompleks, der brødføder en voksende skare af myndigheder, administratorer og offentlige instanser, herunder dommere, jurister, politi, tolke, pædagoger og terapeuter over det ganske land. Og dét kunne de borgerlige partier ikke acceptere.

Onsdag eftermiddag faldt korthuset så sammen under stor moro, men det taktiske spil, som tv og radio svælger i, er egentlig uinteressant. Det interessante er, at de to største partier, Socialdemokraterne og Moderaterne, er blevet indhentet af fortiden. De har i årevis reduceret værdipolitik til et spørgsmål om latent eller manifest racisme, og dette både fjogede og stærkt intimiderende mummespil har gjort det ud for politik, debat og samfundskritik. Engang handlede svensk politik om økonomiske klasser. I dag handler det om etnicitet og minoriteter. Alle etniske grupper er lige, men nogle etniske grupper er mere lige end andre. Følgelig har majoriteten at makke ret. Taler man højt om udlændingepolitikkens sociale konsekvenser, er man fremmedfjendtlig. Klapper man i, er man tolerant.

Sverigedemokraterne repræsenterer den eneste organiserede modstand mod dette åndelige regime, og det er derfor, at partiet har haft den anstændige adel på nakken i årevis. Nu kommer hævnen, og den kommer med tilbagevirkende kraft, fordi de to store partier og deres satellitter selv har skabt miseren ved at umenneskeliggøre deres modstander. Det er disse undermennesker, som til overmenneskenes store overraskelse rider på en folkelig protest.

Sverige har ikke oplevet noget tilsvarende i knap 60 år, men til marts skal der være valg, og partierne ruster sig til en ny valgkamp. Det er imidlertid kun kampsituationen, der er forandret. Valget er det samme. Vil de herskende magthavere i politik og medier begynde at tælle Sverigedemokraternes demokratisk fuldt legitime mandater med? Og er det virkelig kun SD, der vil justere Europas uden sammenligning mest blåøjede og naive asyl- og indvandringspolitik?

Hvis magthaverne svarer nej til det første spørgsmål og ja til det sidste, vil Sverigedemokraterne vokse yderligere. Om det er til 20 pct. eller mere, vil tiden snart vise.