Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads – mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof.

Uegnet for børn

Med dannelsen af den rød-grønne mindretalsregering i Stockholm føjes et nyt kapitel til den politiske udvikling – eller skal vi sige – afvikling af Sverige. Sjældent har man i vores førhen så politisk stabile naboland set så svag en regering, ikke bare parlamentarisk, men også hvad angår politisk idékraft.

Den nydannede regering bliver efter alt at dømme et embedsmandsstyre iklædt symbolpolitiske udmeldinger – og ikke en ny start på noget som helst – bortset fra højere personskatter. Den tidligere fagforeningsmand statsminister Stefan Löfven kan godt hente sit snakketøj frem fra skuffen med sjældne varer og finde grimasser, der passer. Han får med garanti brug for begge dele de næste fire år – og en god portion held. Et nyvalg i utide er også en mulighed.

Det har ellers ikke skortet på hverken advarsler eller falbelader om blokpolitikkens afslutning. Men valgets seneste vinder, det vidt og bredt dæmoniserede Sverigedemokraterne, som i dag er landets tredjestørste parti, skulle for alt i Sverige holdes uden for indflydelse. Derfor måtte en ny regering blive smal og svag, uanset om det blev Moderaterne eller Socialdemokraterne, der satte sig for bordenden.

Tilfældet ville, at Moderaterne tabte flest stemmer til SD, og førstnævnte kvitterede for nederlaget ved at forære Socialdemokraterne nøglen til regeringskancelliet. Ind kom så Miljøpartiet, hvis mærkesager hidtil har været fri indvandring og nej til både kernekraft og karakterer i skolen garneret med et såkaldt ”kønsperspektiv” til nedbrydning af de ”mandschauvinistiske kønsroller” i verdens mest ligestillede land.

Ikke overraskende tæller ministerlisten nøjagtigt lige mange kvinder og mænd, heriblandt nogle gamle kendinge. Eksempelvis miljøpartisten Mehmet Kaplan, der var aktiv i kampen mod nærværende dagblad i 2006 og fire år senere deltog i mediestuntet ”Ship to Gaza”, hvis formål  ligesom flere andre kampagner mod Mellemøstens eneste demokrati var at presse Israel, først i mediekrigen, siden på eksistensen. Til trods for sine fint vævede tråde til islamiske miljøer kan Mehmet Kaplan nu kalde sig bolig- og byudviklingsminister.

I midten sidder Stefan Löfven, der  indledte sin regeringsperiode med den afsløring, at Sverige agter at anerkende Palæstina som selvstændig stat. Svaret fra Israel kom prompte: En sådan anerkendelse vil kun opildne Hamas og true Israels sikkerhed.

Netop fordi Löfvens regering er så parlamentarisk udfordret, vil den sandsynligvis flyde over af symbolpolitik lige fra udenrigspolitik til obligatorisk barselsorlov for mænd og det i Sverige presserende spørgsmål om det tredje køn. Det vil alt sammen forsinke realismens tilbagekomst i svensk politik, men til gengæld give SD gode vækstbetingelser.

Imens stiger indvandringens pris og problemerne med velfærdsstatens finansiering. Om fire år er segregeringen og ghettoiseringen af de svenske byer endnu mere fremskreden  og velfærden endnu mere udhulet. Hele kvarterer vil til den tid være under banders de facto-kontrol og konfliktpotentialet for opadgående, mens de multikulturelle ideologer vil fordømme landets oprindelige befolkning endnu mere, uanstændig, som den jo er. Den svenske føljeton har taget endnu en drejning mod det thrilleragtige. Fortsættelse følger. Men den egner sig ikke for børn.   

.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen