Smid islamofobien på lossepladsen. Der hører den hjemme

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

En fobi defineres som en overdreven og irrationel frygt. Højdeskræk. Klaustrofobi. Flyskræk. Ubehag ved edderkopper. En fobi er altså en psykisk lidelse, en sygdom.

Men er det overdrevent og irrationelt at advare imod antidemokratiske kræfter? Er det irrationelt at kritisere had til jøder og homoseksuelle? Er det irrationelt at modarbejde terrorangreb begået i en religions navn eller prædikanter, der åbent håner vestlige frihedsværdier? Er det sygt at modarbejde voldsmænd, der møder ord med ødelæggende og dræbende handlinger, eller at kritisere social kontrol, kvindeundertrykkelse eller mennesker, der sætter religiøse skrifter over demokratiet?

Svaret er selvfølgelig, at der ikke er noget overdrevent, irrationelt eller sygt ved noget af det. Der er tale om en nødvendig politisk og kulturel diskussion. Det har intet med sygdom at gøre.

Derfor er det godt, at begrebet ”islamofobi” er begyndt at bryde sammen under vægten af sin egen uklarhed og den måde, begrebet er blevet brugt på.

I England og Sverige er man i gang med at bevæge sig væk fra ordet. Briterne taler i stedet om »antimuslimsk fjendtlighed«, svenskerne om »antimuslimsk racisme«. Ikke fordi had mod muslimer ikke findes og skal modarbejdes, men fordi selve ordet ”islamofobi” er blevet en ideologisk tågegranat, der kastes for at forhindre kritik af antidemokratiske idéer og voldelig adfærd.

Det burde få danske politikere, selv i Moderaterne, Radikale Venstre og Enhedslisten, til at vågne op.

Islam er en religion, et moralsystem og en politisk ideologi. Derfor skal islam selvfølgelig kunne kritiseres, diskuteres, latterliggøres og udfordres på præcis samme måde, som f.eks. kristendom, kommunisme eller liberalisme kan det. Men det er netop dét, som islamofobi-begrebet er endt med at forhindre.

Det, der begyndte som et begreb om had og diskrimination mod muslimer, bruges nu ofte om alt fra koranafbrændinger og satire til kritik af sharia, vold, islamisme og parallelsamfund. Resultatet har været, at helt legitim religionskritik er blevet forsøgt stoppet og stemplet som en sygdom.

Det er værd at bemærke, hvem der har arbejdet for at udbrede islamofobi-begrebet. Det er nemlig Pakistan, Tyrkiet og alle OIC-landene. Altså lande, som ikke ligefrem er kendt for demokrati, frisind, satire og religionskritik. I årevis har de forsøgt at gøre kritik af islam til et internationalt anliggende under overskriften ”bekæmpelse af islamofobi”.

Når kritik af islam gøres moralsk suspekt og til en sygdom, bliver det lettere at beskytte islamiske miljøer mod kritik. Imens modarbejdes demokratiet og samfundets institutioner.

Mennesker bliver overfaldet og dræbt. Piger og kvinder undertrykkes. Homoseksuelle må skjule sig. Jøder lever under massiv beskyttelse i europæiske storbyer. Islamister marcherer gennem gaderne med krav om kalifat.

Europæere har alt for længe været bange for at kritisere de forhold klart nok. Og når det er sket, har islamister og aktivister stået klar med det samme ord: islamofobi. Det er derfor sundt, at begrebet nu er på vej ud.

Et frit samfund kræver noget så gammeldags som censurfrie diskussioner, præcise ord og klare skel. Mennesker skal beskyttes mod chikane, had og vold. Religioner og ideologier skal ikke beskyttes mod kritik, modarbejdelse og hån.

Det burde egentlig ikke være kontroversielt. Pænt farvel til islamofobien.