Engang styrede England verden. Nu kan landet knap nok styre sig selv

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Engang gik Solen aldrig ned over Det Britiske Imperium, der strakte sig over en fjerdedel af kloden. Nu ligner England et land, som ikke længere kan styre sig selv.

Labour synker. De Konservative smuldrer. De Grønne går frem. Reform UK triumferer. Og det britiske topartisystem, som i århundreder har været selve symbolet på stabil parlamentarisme, knager nu så voldsomt, at man efterhånden kan høre splinterne flyve én om ørerne.

Nigel Farage, lederen af Reform UK, er en politisk lykkeridder med hang til pubber, provokationer og tv-kameraer. Alligevel fremstår han som den mest vitale figur i britisk politik. Ikke fordi han er en troværdig og samlende figur, men fordi han taler ærligt om den frustration, som de gamle partier i årevis ikke har formået at gøre noget ved.

Briterne er forståeligt nok trætte af islamisk masseindvandring, dyre boliger, et laset sundhedsvæsen, identitetspolitisk hysteri, økonomisk stagnation og et politisk establishment, der lyder som en politisk korrekt HR-afdeling i tomgang, der alligevel moraliserende taler mere om diversitet, klimamål og international politik end om løn, tryghed og kulturel sammenhængskraft.

Farage taler om nationen, det engelske folk, grænser og kultur og sympatiserer med de almindelige englænderes vrede over at blive talt ned til af en liberal og globaliseringsbegejstret elite, der fremstår ligeglad, teknokratisk og for langt fra englændernes hverdag.

Keir Starmer er på rekordtid blevet symbolet på en regering, der allerede virker slidt og brugt. Det er egentlig bemærkelsesværdigt.

Labour kom til magten på løftet om stabilitet efter De Konservatives helt utroligt kaotiske år med Theresa May, Boris Johnson, Liz Truss og Rishi Sunak på stribe. Men Starmer har aldrig formået at begejstre nogen.

Han har længe lignet en mand, der administrerer tilbagegangen snarere end former fremtiden.

Utilfredsheden vokser nu fra alle sider. Venstrefløjen anser ham for farveløs og opportunistisk. Arbejdervælgerne føler sig svigtet. Indvandringskritiske vælgere søger mod Reform UK.

Dermed er Labour i gang med noget, der ligner samme kollaps, som centrum-venstre-partier allerede har gennemlevet i store dele af Europa.

I Frankrig er Socialistpartiet reduceret til en skygge. I Tyskland er SPD historisk svagt og klemt mellem højrepopulister og grønne storbyvælgere.

De gamle centrum-venstre-partiers platform, hvor arbejderklassen, staten og nationale fællesskaber udgjorde fundamentet, er blevet opløst af globalisering, akademisering og identitetspolitik – og ikke mindst deres egen uformåen. Vælgerne oplever ganske enkelt ikke, at centrum-venstre forsvarer deres interesser, hverken økonomisk eller kulturelt.

De Konservative er også ved at forsvinde. Tory-partiet ligner et parti, der er ved at blive ædt levende af sin egen radikale fløj.

Reform UK har overtaget dagsordenen, vælgerne og energien. Fuldstændig som det skete med Republikanerne i USA, da Trump overtog partiet indefra.

Farage har endnu ikke magten.

Men han står til hver fjerde stemme. Brexit var ikke afslutningen på oprøret, men begyndelsen på det politiske jordskælv, vi nu ser i England.

Det er længe siden, at Det Britiske Imperium lå i evigt solskin. Nu falder skyggerne langt over landet.

Spørgsmålet er, hvad der kommer efter De Konservatives og Labours sammenbrud.