Vildt firkløver-byggeri ligner et kæmpe flop

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

»Hospitalet bliver fire etager højt, og den organiske firkløverform skaber korte afstande og danner rammen for gode patientforløb. Et hospital med masser af dagslys og naturlige materialer, midt i det grønne, der samtidig er effektivt, professionelt og fremtidssikret til glæde for både patienter, pårørende og medarbejdere.«

Sådan beskriver Region Hovedstaden selv sygehusbyggeriet i Hillerød. Resultatet bliver ikke bare et supersygehus. Det bliver også superdyrt og superforsinket, fremgår det af dagsordenen til regionens forretningsudvalgsmøde på tirsdag. Regningen ventes at lande på omkring 11 mia. kr. – omtrent det dobbelte af det oprindelige budget. Åbningen er derudover udskudt til 2027. Det er en forsinkelse på syv år, skriver Berlingske.

Det lyder både grotesk og bekendt. Historien gentager sig fra øvrige supersygehusbyggerier: budgetter, der skrider, tidsplaner, der smuldrer, og fejl i flok. Fugt i murværk, skimmelsvamp og huller i vandrør er ikke bare uheldige enkeltstående hændelser. De er symptomer på et grundlæggende problem: at regionerne har fået en opgave, de ikke er rustet til.

Regionerne har rigeligt at gøre med at drive sygehusene. Erfaringen viser, at de ikke også magter at opføre dem. Den opgave burde fra begyndelsen have ligget hos en statslig bygherre med den nødvendige erfaring. Ja, Niels Bohr-byggeriet ved Københavns Universitet giver anledning til nervøse trækninger. Men forskellen er, at staten trods alt har mulighed for at opbygge og genbruge kompetencer på tværs af projekter.

Det har regionerne ikke gjort, og det ligner historien om de elektroniske patientjournaler. For der er opfundet nye løsninger hver gang. Hvor man kunne have høstet erfaringer fra ét byggeri og brugt dem på det næste, har man valgt variation og særpræg. Resultatet er en serie af unikke projekter med unikke problemer.

Det er svært at se, at behandlingskvaliteten ville lide under, at hospitalerne lignede hinanden mere. Om der ligger identiske sygehuse i f.eks. Gødstrup, Odense eller Hillerød, ville nok ikke gøre noget. Det er næppe varieret arkitektur, der afgør patientens prognose.

Alligevel skulle Hillerød have sit eget ikon. Man hyrede den schweiziske tegnestue Herzog & de Meuron til at tegne et bugtende firkløver. Uden det dog har bragt meget held. Som det formuleres i dagsordenen:

»Arkitektonisk kompleksitet, hvor regionens ambitioner for arkitekturen har øget omfanget af kompleksiteten i byggeprocessen.«

Med andre ord: Projektet er steget regionen over hovedet, som det er sket i andre regioner. Det ændrer ikke ved, at mange patienter, pårørende og medarbejdere i dag er glade for de supersygehuse, der – langt om længe – er blevet færdige. Men vejen dertil har været præget af skandaler snarere end succeser. Og der er intet, der tyder på, at historien ikke vil gentage sig.

For med sundhedsreformen er der afsat 25,5 mia. kr. til at renovere de gamle sygehuse, der er ved at falde fra hinanden, og opføre nye lokale sundhedshuse. Det lyder i teorien mere overkommeligt, men i hænderne på regionerne ved man aldrig.

Supersygehusene står i dag som monumenter over en reformtid, hvor ambitionerne på mange måder har formet og forandret Danmark med Lars Løkke Rasmussen som hovedarkitekt.

Spørgsmålet er, hvordan det kapitel vil blive læst i eftertiden, når skatteyderne engang har betalt gildet. Som modige forandringer eller som sygt dyre lærepenge?