Sådan bliver man selv ligesom dem, man har så travlt med at fordømme

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

I det omfang, den feministiske og antikapitalistiske forfatter Asta Olivia Nordenhof er i stand til at more sig, så var det måske det, hun gjorde, da hun kommenterede Christian Holst Vigilius’ påklædning. Som nyvalgt folketingsmedlem for De Konservative skulle han skrive under på, at han vil overholde grundloven.

»Man var bare lige fem minutter på toilettet, og da man kom ud igen, var børn begyndt at klæde sig sådan her.«

Sådan kommenterede Asta Olivia Nordenhof et foto af Christian Holst Vigilius iført jakkesæt og slips. En ung mand i Folketinget, klædt til lejligheden og forvandlet til en vittighed.

Prisbelønnede og hyldede Asta Olivia Nordenhof har ellers nok sans for det principielle. Hun ved skam, hvornår noget er statslig mobning, og hvornår samfundets såkaldte råhed skal bekæmpes. Hun har stærke holdninger til verden, til kapitalismen og til individets værdighed. Når mennesker ikke kan stemme til folketingsvalget, kalder hun det »statslig mobning« og formulerer sætninger som: »Og som vi ved, er det ikke kun ofret, men også sig selv, mobberne dehumaniserer, når de udvælger sig en prygelknabe at udstøde.«

Hvad skal man på et forståeligt dansk kalde Nordenhofs fortsatte udladning efter sit toiletbesøg?

Én ting er sikkert: Den er i utakt med tiden. Kvinder har i urimelig grad måttet finde sig i at blive bedømt på deres udseende og alder. Selv om det både er lavt, gammeldags og sexistisk, findes fænomenet desværre stadig og bør bekæmpes, hvor end det dukker op. Uanset hvilket køn der er henholdsvis afsender og modtager.

Det er efterhånden bredt accepteret, at man ikke reducerer mennesker til deres udseende. Mona Juul blev kaldt et omvandrende mågestel, og øgenavnet ”Gucci-Helle” signalerede heller ikke den store respekt for hverken embede eller indsats.

Det er ikke kun en dansk diskussion. I USA bliver kvindelige politikere stadig målt på hår, tøj og smil, som var det en del af embedet. Vi ved godt, at det er forkert. Det er netop derfor, det er interessant, hvem der alligevel gør det.

De samme miljøer, der (med rette) har kritiseret objektiviseringen og udseendefikseringen, gør præcis det samme, når de kritiserer et slipsevalg hos et folketingsmedlem, eller når Boris Johnsons hår overskyggede politikken og kommenteres på samme måde som Emmanuel Macrons alder eller Donald Trumps til tider lange slipseløsning.

Når mænd kommenterer kvinders udseende, er det krænkende og et strukturelt problem. Når en kvinde gør grin med en mand i jakkesæt, er det åbenbart en legitim kulturkamp med en pointe.

»Det er grinagtigt, at unge mænd er begyndt at klæde sig som Poul Schlüter,« skriver Asta Olivia Nordenhof. Fra den rette vil det være et kompliment.

Folk må klæde sig, som de vil – og gerne til lejligheden. Engang tog mænd slips på, når det var alvor. Siden blev T-shirts, rullekrave og overshirts nye statusmarkører. I dag er slipset ikke et symbol på magt, men på en slags bevidst konservatisme. En gestus, som en ung politiker kan vælge at tage på. Ikke fordi han ikke ved bedre, men fordi han vil noget bestemt med det.

Måske signalere netop alvor, tradition og kontinuitet. Alt det, der ellers ofte efterlyses i politik og i den øvrige offentlige debat.

Man kan sikkert respektere demokratiet og Folketinget, hvad enten man bærer slips, gedebukkehorn, rullekrave eller undertrøje ved et højtideligt øjeblik på Christiansborg. Det er ikke tøjet, der er et problem. Det er blikket.