Et fradrag er ikke en løsning, men en undskyldning
Stramme asbestregler har sendt regningen videre til boligejere, der i forvejen bor i områder med lave huspriser. Resultatet er øget skævhed mellem land og by og endnu et forslag om at lappe på problemer, politikerne selv har skabt.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Asbest er noget møg, men det kan moderne dansk regulering og afbødning også være, viser sagen om netop asbest.
Først strammes reglerne voldsomt, så boligejere ikke længere må røre deres egne tage. Forudsigeligt eksploderer prisen for at få autoriserede håndværkere til med sikkerhedsudstyr at fjerne og bortskaffe taget. Dernæst er svaret endnu en lappeløsning: et skattefradrag.
Op til 1. januar 2025 flåede boligejere tage af i panik, før forbuddet trådte i kraft, og dem, der ikke nåede det, hænger på en regning og en usikkerhed i forbindelse med et evt. salg af huset.
Desuden træder et forbud mod at højtryksspule et asbesttag med henblik på at male og forlænge tagets levetid i kraft til sommer.
»Færre skal udsættes for asbest,« sagde den socialdemokratiske beskæftigelsesminister, Kaare Dybvad Bek, dengang vi havde en regering.
Men skrivebordsstramningerne er ikke tegn på en ansvarlig regulering. I praksis har den vist sig at være det modsatte.
Reguleringen har ikke bare ændret adfærd. Ifølge beregninger koster det omkring 100.000 kr. ekstra at få fjernet et asbesttag. For mange boligejere, ikke mindst i landdistrikterne, er det forskellen på at kunne blive boende eller at give op.
Asbest er så vidt vides ikke farligere i yderområderne, men reguleringen har gjort det uforholdsmæssigt dyrt at komme af med det.
Læger er ikke enige om, hvor farligt det er som husejer at skifte et asbesttag en enkelt gang i sit liv. Det er ikke det samme som, at asbest er ufarligt.
Men det er nok til at stille spørgsmål ved proportionaliteten i at begrænse de billigste og mindst indgribende muligheder.
Selv i Sverige, et land, der ellers ikke er kendt for laissez faire, er reglerne for private mere lempelige, end de er blevet herhjemme.
DI og 3F foreslår et fradrag på op til 100.000 kr., hvis man vil skifte et asbesttag ud.
Det lyder jo både naturligt og attraktivt. Naturligt, fordi det er sådan, vi ofte løser selvskabte problemer i dette land: med en lappeløsning, hvor staten først indkræver en masse skattepenge, som bl.a. bruges til over- og detailregulering, for dernæst at give boligejerne deres egne penge tilbage, hvis man vel at mærke bruger pengene til det, politikerne måtte synes er det rigtige.
Og det lyder jo attraktivt med et fradrag, men også det forslag afspejler et manglende blik for, hvordan landet også ser ud. For dem med en lav indkomst og ringe muligheder for at udnytte en kun potentiel friværdi, hjælper et skattefradrag kun i begrænset omfang.
Har man ikke pengene til at begynde med, hjælper det ikke meget at få en del af dem tilbage senere.
Særligt ikke, hvis husets værdi ikke kan bære en betydelig ekstraregning.
Problemet er ikke kun den enkelte husejers. Det er en politisk skabt værdiforringelse, hvor huse kan blive sværere at sælge, bankerne bliver endnu mere tilbageholdende, og hvor områder, der i forvejen kæmper med affolkning, får et ekstra skub i den forkerte retning.
Asbest er noget møg. Men det er en politik også, når den først gør almindelige mennesker afhængige af autorisationer, derefter sender priserne i vejret og til sidst tilbyder dem deres egne penge tilbage som en inddækning på et hullet tag.
Endda hvis det hele hviler på et usikkert sundhedsfagligt grundlag.