Systemskiftet i Ungarn kan hjælpe os med at rulle Putins indflydelse tilbage
Viktor Orbáns exit giver Europa mulighed for at sætte fart i kampen mod Kremls påvirkningsagenter, skrue op for hjælpen til Ukraine og gøre skingre profetier fra Moskva og Washington til skamme.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Det er ganske vist: Valget i Ungarn vil fremskynde EU’s kollaps – unionen har kun fire måneder tilbage. Sådan trompeterede en af Kremls travle propagandister, Kirill Dmitriev, i timerne efter søndagens systemskifte i Ungarn.
Få dage tidligere havde USA’s vicepræsident, J.D. Vance, klovnet rundt i Budapest i et forsøg på at give Viktor Orbáns kampagne kunstigt åndedræt i 11. time. »Bureaukraterne i Bruxelles, de folk skal man ikke lytte til,« formanede Vance. »Lyt til jeres hjerter, lyt til jeres sjæle, og lyt til det ungarske folks suverænitet.«
Det gjorde vælgerne så på valgdagen og viste både Orbán, Maga-Vance og Putins mange betalte agenter i Budapest vintervejen.
Da det kom til stykket, troede ungarerne deres egne øjne – som så et træt og kompromitteret styre ved vejs ende – frem for sirenesangene fra Washington og Moskva. Det har skabt en åbning, som Europa ikke må tøve med at udnytte.
Som sin forgænger hører landets nye premierminister, Péter Magyar, til i den meget konservative lejr, så forvent ikke en 180 graders vending i ungarsk politik. Men alene et opgør med det gamle styres korruption og usunde afhængighed af Moskva kan gøre meget.
Under Orbán udviklede Budapest sig til noget af en clearingcentral for grå og sorte russiske midler, der bl.a. blev kanaliseret ind i projekter, som havde til formål at udfordre og undergrave vestlige idéer og alliancer.
De seneste uger har budt på artige afsløringer af, hvordan den tidligere ungarske regering agerede lobbyist for at få fjernet russiske oligarker fra sanktionslisterne – og nærmest live-bloggede fra fortrolige EU-møder, så Moskva altid havde plads ved den europæiske ringside.
Det er en kendt sag, at penge sendt via Budapest (men i mange tilfælde af ukendt ophav) har ydet støtte til initiativer og tænketanke, der skal promovere det yderste højre i Vesteuropa. Ved at følge pengesporet fra Ungarn vil vi muligvis få et bedre indblik i, hvordan partier som det tyske AfD og Frankrigs Rassemblement National skaffer sig til dagen og vejen. Det er en efterforskning, der bør stå højt både på mediernes og de europæiske myndigheders dagsorden.
Tiden er ligeledes kommet til at trykteste andre af Vladimir Putins centraleuropæiske fanboys. Har Slovakiets premierminister, Robert Fico, for eksempel tænkt sig at overtage fra Orbán i rollen som Moskvas foretrukne europæiske bugtalerdukke? I så tilfælde bør reaktionen falde væsentligt hurtigere, end tilfældet var med Ungarn, hvor Bruxelles tøvede i årevis. Det er meget enkelt: Som europæiske skatteydere skal vi ikke finansiere kræfter, der arbejder på at ødelægge os.
Vigtigst af alt her og nu er at sikre den ukrainske modstandskraft i krigen mod Rusland og få frigivet det lån på 90 mia. euro, som Orbán har blokeret for i månedsvis. På længere sigt bør perspektivet stadig være at få beslaglagt de rigelige russiske midler, som befinder sig i europæiske finansinstitutioner, og bruge dem til at bevæbne og siden genopbygge Ukraine.
Rusland er kørt fast i krigen i Ukraine, og efter Orbáns exit med halen mellem benene er der gode muligheder for at øge presset på Kreml betydeligt.
Putin og Trump og deres håndgangne mænd ynder at portrættere Europa som dekadent og kraftesløst, et kontinent befolket af vankelmodige skvat. Lad os nu vise dem, hvor meget de tager fejl.