Messerschmidts champagneparti vil vinde. Også hvis blå blok taber spillet

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Siden valget har Morten Messerschmidt haft mere end svært ved ikke at smile. Han skulle endda anstrenge sig for at lade være i Publicistklubben, da Mette Frederiksen i et forsøg på at gøre den dårlige stemning endnu værre sagde, at Viktor Orbán vist nok havde ønsket Messerschmidt tillykke med valget.

Der er ikke noget at sige til, at Morten Messerschmidts selvtilfredshed er gået et par cru op. På dygtig vis har han formået at genrejse resterne af det parti, som mange mente, han var fejlcastet til at stå i spidsen for.

Det duftede mere af flæskesteg end af Ruinart Blanc du Blancs, og der var mere Richard Ragnvald end Richard Wagner over lydsporet til det, der begyndte som et protestparti og siden blev en parlamentarisk succeshistorie uden sidestykke.

I hvert fald indtil man mistede næsen for folkedybet, og vælgerne fandt partiet sovende i armene på Socialdemokratiet. Det blev tydeligt ved klimavalget i 2019. Pludselig var rollen som garant og til tider dukkefører for en borgerlig regering forduftet. Dansk Folkeparti er nu igen ved at nærme sig sin egen varedeklaration: et folkeparti i begrebets nyeste forstand.

Og selv om Morten Messerschmidt gerne tager en tørn med rengøringen og almindeligt vedligehold i boderne på Bakken, kan det virke paradoksalt, at et aristokratisk menneske i den grad har fat om bredden, særligt i Sønderjylland og Vestsjælland.

Men den almindelige dansker drikker også bobler og har ikke kun øjnene rettet mod benzinpriserne. Alle ser gerne op til en elite, når eliten taler om noget, der føles vigtigt og rigtigt.

Dansk Folkeparti har med ny kommunikation uden tvivl også fået fat i nye, borgerlige vælgere. Alex Vanopslagh fik en konkurrent i valgkampens popularitetskonkurrence, og på ungdomsuddannelserne har man næppe før talt så meget om – og med så lidt distance til – Dansk Folkeparti og ikke mindst Morten Messerschmidt som ved dette valg.

Han har genrejst Dansk Folkeparti ved at opgive tidligere ambitioner om at blive et afgørende midterparti, den position, som Løkke har taget. Selvbilledet som et mere populistisk højreparti er blevet pudset af. Og det er sikkert planen i denne valgperiode at modnes som det store oppositionsparti, der definerer sig selv som modsætningen til de traditionelle borgerlige partier.

Med hovedkontor i Ejstrupholm kunne foragten for det etablerede system ikke blive mere tydelig, og hvem andre end Lars Løkke Rasmussen kunne blive Messerschmidts yndlingsaversion: et personificeret symbol på den herskende klasse, den slags, der hænger fast uanset hvad.

»Vi kommer til at æde ham og hans folk hver eneste dag,« råbte en tiljublet Morten Messerschmidt i sit telt på valgnatten. Det lyder som en strategi. Men spørgsmålet er, hvad målet egentlig er for Messerschmidt: at gøre Dansk Folkeparti større – eller at gøre borgerlig politik stærkere?

Den instinktive modvilje mod at give Lars Løkke indflydelse peger i én retning: at væksten i DF vejer tungere end en regeringsdannelse. Dansk Folkeparti kan være det parti, der gør, at Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen fortsætter i en eller anden form for regering.

Det er set før, at Dansk Folkeparti har sneget sig uden om det direkte ansvar. Er det en genfundet dyd? Hvis planen er at vokse yderligere ved at hente utilfredse vælgere fra bl.a. Socialdemokratiet, kan det vise sig at være en effektiv strategi med sigte på det næste valg og en rolle som potentiel regeringsleder.

Noget lignende er sket i Europa. Hvis vælgerne har tålmodighed til det projekt, vil Messerschmidt smile hele vejen.