Vi skal til at høre mere japansk heavy metal
Børserne jubler efter jordskredsvalg i Japan, men den asiatiske stormagts kroniske problemer er en advarsel om tendenser, der også truer os.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Få var i tvivl om, at den vestlige dominans stod for fald, og at Asiens økonomiske supermagt ville definere den globale orden langt ind i det 21. århundrede.
”Japan som nummer et” lød en tidstypisk bogtitel, der fangede den udbredte fornemmelse i 1980’erne og langt ind i 90’erne, at Vestens tid som global magtfaktor var ved at rinde ud, og at fremtiden skulle findes i Fjernøsten.
Da Japans boom toppede i første halvdel af 1990’erne, udgjorde landets bruttonationalprodukt (bnp) næsten en femtedel af den globale økonomi, men så ramte krisen det overophedede system som et eksprestog med årelang deflation og finansielle tab til følge.
I de mellemliggende tiår har man kun langsomt fået bugt med fortidens synder, og selvom Japan i dag er verdens fjerdestørste økonomi, så er landets andel af den globale bnp sunket til omkring 4 pct. Når man i dag taler om udfordringen fra Asien, er det typisk Kina og i mindre grad Indien, som indtager den position, Japan havde i sin tid.
Det er på den baggrund, man skal se markedseuforien over, at landets handlekraftige kvindelige premierminister, Sanae Takaichi, i et valg søndag sikrede sig et flertal på to tredjedele af sæderne i landets parlament.
Den 64-årige Takaichi, der sidste år blev den første kvinde i embedet, nåede før sin politiske karriere både at være tv-vært og trommeslager i et heavy metal-band.
Nu sidder hun med et flertal til at forfølge en politik, der vil styrke Japans militær og sikkerhedsapparat, begrænse indvandringen og forsøge at få sat gang i landets stadig noget vingeskudte økonomi gennem bl.a. skattelettelser.
Finansmarkedet i Tokyo slog mandag begejstret takt med foden til den hårde rock: Nikkei-indekset over de toneangivende japanske aktier steg med næsten 4 pct. til et historisk maksimum.
På en række punkter minder Japans udfordringer om dem, vi står over for i Europa – bare værre.
Intet sted ses det tydeligere end i den demografiske udvikling. Befolkningens gennemsnitsalder er allerede nær ved 50 år, og med en fødselsrate per japansk kvinde på bare 1,1 vil befolkningstallet, og dermed det økonomiske vækstpotentiale, være faldende, så langt øjet rækker.
Takaichis regering og hendes Liberale Demokratiske Parti, der har stået i spidsen for Japan gennem hovedparten af de seneste syv årtier, har fået et stærkt mandat til at skabe forandringer, selvom råderummet er begrænset med en statsgæld på over 200 pct. af bnp.
I horisonten lurer ydermere den strategiske udfordring fra Kina, som kan tvinge Japan videre ud i en oprustningsspiral, der ikke bare er bekostelig, men også kontroversiel i brede kredse grundet landets rolle som aggressor under Anden Verdenskrig.
Men begejstringen over, at man i Takaichi endelig har fundet en moderne leder, der formår at tale til vælgerne om deres reelle problemer, er til at tage og føle på. Man må håbe på, at den begejstring kan bære den nye regerings reformprogram fremad.
For et stærkt Japan er både økonomisk og sikkerhedspolitisk vigtigt for den vestlige verden, og de løsninger, Takaichi måtte finde på sit lands problemer, kan måske inspirere i et Europa, hvor stagnation, sikkerhedspolitiske trusler udefra og folkelig utilfredshed med den politiske klasse ikke lader situationen i Japan meget efter.