Bette Bangladesh i Danmark? En bekvem fortælling kan koste os dyrt
Hænder kan ikke importeres uden konsekvenser for det samfund, de bliver en del af.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Råderummet i dansk økonomi bliver igen og igen forklaret med tilstrømningen af udenlandsk arbejdskraft. Mennesker, der holder gang i landbruget, gør rent på hotellerne, rejser bygninger, holder industrimaskinerne varme og får sundhedssektoren til at hænge sammen. Uundværligt? Sikkert. Uproblematisk? Langtfra.
Det belyser beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek (S) i sin nye bog, hvor den tidligere udlændinge- og integrationsminister argumenterer for, at det ikke kun er en fordel, når udenlandske medarbejdere udfylder en plads på arbejdsmarkedet, hvortil man ikke kan finde en arbejdsparat dansker.
For de udenlandske medarbejdere kommer ikke alene. Det gjorde de nederlandske bønder på Amager ikke. Roepigerne på Lolland satte også deres spor, men ikke noget i forhold til 1960’ernes og 1970’ernes gæstearbejdere. Vi betaler stadig prisen, også på andre måder, end hvad der kan gøres op i penge. Og selv om indvandringen fra lande som Filippinerne, Bangladesh og Nepal ikke umiddelbart vil kunne læses i kriminalitetsstatistikkerne, så kan Little Nepal eller Little Bangladesh være fremtidens nye parallelsamfund.
Konsekvenserne er et pres på daginstitutioner og folkeskoler, hvor manglende sprogkundskaber betyder ansættelse af flere lærere med integrationskompetencer. Sundhedstilstanden er i flere tilfælde også ringe, og velfærdsydelserne trækker store veksler på kommunernes økonomi. Det er regning uden vært, og man kan med rette sætte spørgsmålstegn ved, om skatteindtægterne fra den udenlandske medarbejder rækker til følgeomkostningerne.
Det er det store, langvarige perspektiv, som Kaare Dybvad nuancerer, og det er både vigtigt og velkomment. Nyt er det dog ikke. Allerede i 2024 konkluderede Rockwoolfonden, at hvis tilstrømningen af udenlandsk arbejdskraft helt ophørte, ville de offentlige budgetter kun blive forværret med omkring 8 mia. kr. – svarende til 0,29 pct. af bruttonationalproduktet. Det er ikke et økonomisk kollaps. Men det er heller ikke et argument for at reducere spørgsmålet til et regneark.
Velfærdsstatens fremtid står og falder med den udenlandske arbejdskraft, har det bl.a. rituelt lydt fra Dansk Erhvervs Brian Mikkelsen. Det kan han have ret i. Men det er også en bekvem fortælling for dem, der her og nu har mest at vinde ved flere hænder. Uvant kan Mikkelsen hente opbakning fra Spaniens socialistiske premierminister, der vil have flere og ikke færre migranter. For Pedro Sánchez har Spanien et simpelt valg: »Åbent og velstående« eller »lukket og fattigt«.
Det er ikke just det mest slidte argument i EU – og ikke det mest nuancerede. I Liberal Alliance, der ellers har hørt til de største fortalere for udenlandsk arbejdskraft, er man ved at ændre kurs. Eksemplet Storbritannien skræmmer. Her føler ingen sig vist beriget af arbejdskraftsindvandringen.
I de kommende år bliver vi færre danskere i den arbejdsdygtige alder, mens behovet for arbejdskraft vokser. Det gør spørgsmålet uomgængeligt: Hvordan skaffer vi hænder uden samtidig at undergrave den samfundsmodel, hænderne skal holde oppe? Kaare Dybvads bog åbner en nødvendig sprække i den fortælling. Men den blotlægger også endnu en revne i regeringen.
Udlændinge- og arbejdsmarkedspolitik kan ikke skilles ad. Og det kan løsningerne heller ikke. Uanset hvor man står i spørgsmålet om udenlandsk arbejdskraft, skylder man et svar på: Hvad er alternativet?