Dem med skarpe hjørnetænder læser ikke notater
Årevis af ævl og kævl om definitioner, hegn og procedurer endte omsider med handling.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Det var en længe ventet mærkedag, da det i sidste weekend endelig lykkedes at eliminere en glubsk gæst, der havde trængt ind på et territorium i det danske kongerige – selv om regeringen gentagne gange havde gjort klart, at det måtte den skam ikke.
Der havde været optræk til det længe. Bange anelser. Dystre forudsigelser. En voksende fornemmelse af, at noget var rykket tættere på, mens man langt fra frontlinjen talte det ned. Man skal jo ikke overreagere. Kig i historiebøgerne. Omfavn udviklingen. Frygt er noget pjat.
Men i en del af rigsfællesskabet har truslen været til at mærke, frygten reel, og diskussionerne intense: Hvad kan lille Danmark i det hele taget stille op, når de store kræfter presser sig på udefra – kræfter, der ikke kommer i uniformer, men som heller ikke lader sig standse af erklæringer, grænser eller gode intentioner: naturens kræfter.
Med lørdagens nedskydning i Klosterheden Plantage fik man ikke blot ram på en problemulv bag et såkaldt ulvesikret hegn. Det var også en kærkommen sejr over en famlende tilgang, sendrægtighed og dansk bureaukrati.
Det er discipliner, der har præget den officielle tilgang til ulveproblemet i Jylland, siden daværende miljøminister Ida Auken (S) kaldte ulvens jyske indtog for en »berigelse af vores natur«. Det var ligefrem »spændende«, at ulven var kommet til Jylland, lød det fra ministeriet i København.
Nu kan »spændende« jo tolkes på mange måder. Det kan sikkert være »spændende« – ligefrem »fascinerende« – at betragte en ulv i zoologisk have. Men for hundelufteren og dennes hund er det også særdeles spændende, når en ulv kommer alt for tæt på, som det flere gange er sket i netop Klosterheden Plantage.
Så fordufter fascinationen, der trives bedst på sikker afstand.
Ida Auken er heldigvis blevet klogere, hvad angår ulvene i Danmark. Da de kom, var de »på visit her og der«, udtalte hun. Siden er invasionen og udbredelsen blevet så massiv, at selv myndighederne har opgivet at tælle dem.
Lørdagens første lovlige nedskydning viser omsider handling efter al den ævl og kævl om definitionen på en problemulv, statsligt autoriserede afskrækkelsesmetoder og den korrekte højde på et såkaldt ulvesikret hegn, der altså har vist sig ikke at være så sikret endda.
Det skal være muligt for borgere at færdes i by og på land uden risiko for at møde en nærgående ulv. Det skal være muligt at lukke hunden ud på gårdspladsen uden at frygte, at den ikke kommer ind, når man kalder. Og det skal naturligvis – på trods af centimeterregler – være muligt at holde husdyr i Danmark uden at grue for, hvilket syn der venter en morgen på markerne, når ulven har forsynet sig.
Hvis der ikke er plads til fredelig sameksistens mellem befolkning og »naturens gang« i landets største statslige skovareal, er der næppe plads mange steder i landet. Om nogen.
På sikker afstand fra løse ulve, mente man længe, at regler, hegn, oplysning og erklæringer nok skulle holde. Men naturen har det med ikke at læse notater. Den forstår ikke hensigtserklæringer og respekterer hverken ejendomsret eller administrative grænser.
Derfor endte det, som det måtte ende: med handling frem for flere ord. Ikke fordi det var smukt eller ideelt, men fordi et territorium før eller siden skal forsvares. Også når det er en ulv, der trænger sig ind.