Anders And-metoden virker ikke over for gråzoneglade p-selskaber
Når parkeringsselskaberne bruger kameraer som fælder og lovens gråzoner som forretningsmodel, nytter det ikke noget, at transportministeren bare stamper i jorden.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Verden går sjældent efter Anders Ands’ næb. Når verden ikke makker ret, bliver fødder og næb rødglødende af raseri. Han hopper iltert på stedet, basker med armene og fastslår, at nu skal verden nok få at se, hvem der bestemmer. Basta!
Det ender sjældent godt.
På den måde deler Anders And og transportminister Thomas Danielsen (V) mere skæbnefællesskab, end nogen af dem nok bryder sig om.
For det var ikke fra Andeby, men fra transportministeren det for lang tid siden lød: »Hvis det ikke stopper nu, griber jeg ind.« Anledningen var landets mest kreative parkeringsselskaber, som med både imponerende og frastødende opfindsomhed forsøger at vriste penge ud af bilister og resten af troværdigheden ud af en hel branche.
Jyllands-Posten har afdækket, at intet trick er for småt, ingen gråzone er så grå, at nogle af selskaberne kan finde en vej i den.
Thomas Danielsen har bl.a. forsøgt at stoppe den praksis, hvor såkaldte smarte p-anlæg reguleres af kameraer. Anlæg, der er potentielle fælder for intetanende bilister. For der er ingen gul seddel i forruden, kun den ærgrelse at få eftersendt en afgift lang tid efter den påståede forseelse. Ministeren har sagt, at han ikke vil have det. Selskaberne fortsætter, taler om, at et forbud er et voldsomt indgreb, og det vil være synd for dem, der ejer parkeringsselskaberne, må man forstå. Rimelighed er ingen synd.
Så der er ikke sket meget, indtil Martin Frederiksen fik sådan en bøde fra en kamerafælde, der gjorde ham til en handlekraftig parkeringskriger. Ved at læse loven fandt han, at p-selskaberne kun må finde bilens ejer via Motorregisteret, hvis det drejer sig om en parkeringsafgift. Ikke hvis det drejer sig om en såkaldt »efteropkrævning«, som der er tale om, når selskaberne ikke smider en gul seddel i forruden, hvilket de undlader, når kun kameraerne er på arbejde.
De fleste vil sikkert opgive kampen mod p-selskaberne, for man læser jo aviser. Men Martin Frederiksen, kandidat med speciale i privatretlig parkeringsregulering, insisterede. Med sin prisværdige ildhu fremstår han noget mere handlekraftig og præget af vilje end Transportministeriet.
Og dog. Med mulig inspiration fra Beredskabsministeriet har Transportministeriet nu oprettet noget så frygtindgydende som en mailadresse: privatparkering@trm.dk. Udefra ligner det dog mest en ubesvaret brevkasse for parkeringssystemets rundsavsofre.
De mails, man måtte sende, vil ikke blive behandlet. Ifølge Thomas Danielsen vil de blive brugt til at irettesætte parkeringsselskaberne og – i sidste ende – lukke adgangen til Motorregisteret og dermed fratage selskaberne muligheden for at finde adresserne på bilernes ejere. Der er ingen grund til at vente på sidste ende.
»Jeg kan godt gøre livet surt for de private parkeringsselskaber,« fastslår ministeren, og det lyder jo som noget, der skulle være sket for lang tid siden. Men han og bilisterne kæmper mod selskaber så rimelighedsresistente, at det kan undre, at nogen vil arbejde sammen med dem. Ejerne af parkeringsarealer må tænke grundigt, hvem de egentlig lægger navn og omdømme til.
Selskaber, der ikke lader sig kue af sund fornuft, frygter nok heller ikke en mailadresse eller en minister, der tramper i jorden. Ministeren må vise flere tænder end Anders And. Vi forventer, at han ser forpjusket ud på sidste side. Det kan en transportminister ikke.