Fra den ene parallelverden til den anden
LA og Morten Messerschmidt er ivrige efter at få røget de røde lejesvende ud af Danmarks Radio. Men hvad har de egentlig tænkt sig, at der skulle komme ud af det? En medievirksomhed med neoliberale og nationalkonservative i stedet?
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
I 1968 ragede daværende folketingspolitiker Jens Sønderup sig en injuriesag på halsen for at have omtalt ansatte i DR som »røde lejesvende«. Det var nemlig ikke CD’s stifter og chefideolog Erhard Jakobsen, der opfandt begrebet – det var den vestjyske venstremand.
Nu vrider Liberal Alliance armen om på kulturminister Jakob Engel-Schmidt for at få kortlagt, hvor ræverød medievirksomhedens medarbejdere er. Det gør han uden lyst og taler om, at den slags manøvre kun skubber til en polarisering, der er i gang på mange fronter. Og det virker unægteligt, som om partiet sammen med DF’s andengenerations-Erhard Jakobsen, Morten Messerschmidt, jagter billige point.
For hvad er det, man vil opnå med denne sindelagskontrol? At DR i stedet bliver neoliberal nationalkonservativt? For min skyld må man gerne afslutte dagens programmer med rituel afspilning af ”Kong Kristian” tilsat blafrende Dannebrog på fladskærmen. Det skal ikke komme an på det, hvis det sikrer en og anden en mere tryg nattesøvn.
Men det er vel også nærmest der, vi er i holdningsmæssig tyngde. Det er symbolpolitik fra så lav en hylde, at selv en barnehånd kunne nå. Men denne pseudo-ideologiske bland selv-slik risikerer at rumme lutter tomme kalorier, som giver oppustet mave.
I stedet burde de blå ideologikrigere bruge energien på at sikre, at Danmark også fremover har selvstændige medier i stedet for at lade hæmningsløse og fjerne techgiganter løbe os over ende. Deres magt over danskernes medieforbrug er allerede i dag ødelæggende – og mere skræmmende end selv de værste rødgardister fra Emil Holms Kanal.
Morten Messerschmidt mener, at man skal optage alle redaktionsmøder i DR. Det giver mindelser om de metervis af spolebånd, som Erhard Jakobsen optog fra DR i sin egenskab som selvbestaltet smagsdommer i foreningen Aktive Seere og Lyttere. Forestiller Messerschmidt sig, at der skal sidde et tribunal og lytte til timevis af redaktionsmøder?
Det kunne ende så latterligt, som da den frafaldne socialdemokrat Ole Hyltoft i sin nyvundne egenskab som DF-udpeget medlem af DR’s bestyrelse krævede mere dansktopmusik i radioen - for danskhedens overlevelse.
Udover at det altid klæder demokratisk sindede politikere at holde deres nidkære interesse for redaktionelle processer ud i strakt arm, så må der være en vis proportionalitet i tingene.
Der er såmænd nok at kritisere DR for. Vi har særlige forventninger til DR, ikke kun fordi vi som skatteydere betaler gildet, men fordi vi – mere end nogensinde – har brug for et medie, der holder sit publicistiske hoved koldt og er et troværdigt bolværk mod nonsens. Det er det, vi med rette forventer af DR.
Mediemastodonten skal udsættes for kritik, når der er konkret grund til det. Som da man af endnu uforklarlige årsager sendte den bizarre tv-dokumentar ”Det hvide guld”. Selv om det muligvis er for meget forlangt, må man håbe, at DR lærte af håndteringen.
Og indtil andet er bevist, må seere, lyttere og skatteydere sætte lid til, at den nye generaldirektør har mere røv i bukserne end sin forgænger, der holdt DR i et lammende djøf-greb.
Nu har Bjarne Corydon jo aldrig været så rød, så det gør noget, men man har lov at håbe på, at der er en puls.
Politikerne – af alle kulører – skal ikke lege mediedirigenter. DR er allerede bange for sin egen skygge. Angst for at støde nogen med noget i en politisk korrekthed, der gør DR mere grå end rød og blå.
Et blåt bøh! vil kun forstærke det hele hen imod ligegyldigheden. Der må DR ikke ende.