Hvor går statsministeren hen, når hun har læst valgets tale?

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Hvor mange selvransagelser har Socialdemokratiet været igennem? Svar: Ikke så få.

En bevæget og slagen Poul Nyrup Rasmussen har sunget ”Jeg ser et rødt flag smælde”.

Ritt Bjerregaard udfordrede med sin ”Den røde skole”.

Svend Auken har efterlyst partiets autenticitet.

Mogens Lykketoft huskes stadig for sit livs nederlagstale, da han sagde, at »vi havde jo alle sammen – hvad enten vi hed Svend og Ritt eller Poul eller Mogens eller noget andet – det mål at gøre vores parti til den stærke drivende kraft i det her land«.

Men valg for valg har Socialdemokratiet måttet vænne sig til, at færre vælgere sætter kryds ved liste A.

I 2001, da Venstres Anders Fogh Rasmussen sagde »tid til forandring«, fik socialdemokraterne historisk lave 29,1 pct.

I 2005, da Mogens Lykketoft stillede op mod Fogh, slog Socialdemokratiet ny bundrekord med 25,8 pct.

Efter ”de fantastiske fire”, Poul, Mogens, Ritt og Svend, som både med- og modarbejdede hinanden i kampen om magten, stod den såkaldte mellemgeneration med håret i postkassen. Som tiden var gået, præsenterede de ikke længere det unge, friske bud, som mange mente var om ikke løsningen, så i hvert fald en del af løsningen på Socialdemokratiets krise.

Men heller ikke generationsskiftet har været overbevisende: Helle Thorning-Schmidt blev i 2011 statsminister oven på en ny bundrekord: 24,8 pct., og Mette Frederiksen sidder nu med 27,5 pct. af vælgerne i ryggen. Færre, end da Anders Fogh Rasmussen slog Poul Nyrup Rasmussen af banen.

Europa- og kommunalvalget bekræfter tendensen: Socialdemokratiet ligger under den magiske million.

På det første gruppemøde efter valgnederlaget blev der klappet. Man har før blandt socialdemokrater lidt i spøg, men mest i alvor sagt, at jo højere der klappes, des dybere er krisen.

Valgets tale og debatten herefter kan tyde på, at partiet igen står der, hvor nedturen begyndte: i gabet mellem det internationale udsyn og de hjemlige bekymringer, udlændingepolitik især og sundhed ikke mindst.

Valget i 2001 blev udskrevet, kort efter at al-Qaeda angreb USA. Mens Poul Nyrup Rasmussen optrådte på verdensscenen, satte Anders Fogh Rasmussen sig ind i en bus for at møde danskerne.

Den tur tog Nyrup først for alvor ud på, da han efter valget rejste land og rige rundt med sin røde bog for at indhøste gode forslag til, hvad der nu skulle ske.

Den korte version af en længere fortælling er, at dem fik Nyrup aldrig brug for. Opbakningen til ham forsvandt, og analysen var dengang, at manden, som trods alt var med til at forvandle socialdemokraterne fra delvise EU-skeptikere til stort set begejstrede europæere, forsømte den hjemlige dagsorden.

For hvad skulle Socialdemokratiet stille op, efter at de borgerlige omklamrede velfærdsstaten og udfordrede med et skattestop?

Mette Frederiksen fik magten på en fortælling om Arne og pensionen og satte sig i Statsministeriet med en skepsis over for EU. I sin statsministertid har hun stort set fulgt samme kurve som Anders Fogh Rasmussen. Også han trådte til med solid forankring i Danmark. Det internationale var en læringskurve.

Anders Fogh Rasmussen står som enestående, idet han trådte ud ad fordøren og fik en lang international karriere efter statsministertiden i Danmark.

Både Poul Schlüter, Poul Nyrup Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen måtte slikke sårene efter deres afgang. Helle Thorning-Schmidt fandt sin egen vej.

Spørgsmålet er nu: Hvor går Mette Frederiksen hen?