Åndelig oprustning mellem Korch og Koch
Statsminister Mette Frederiksen henter retorik fra 1950'ernes socialdemokrati med ret, pligt og dannelse. Selv Liberal Alliances formand kom til kort og måtte indrømme, at han havde skrevet på den samme tale.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Statsminister Mette Frederiksen (S) vil hente kraft i svundne tider og dyder. Til dengang børn sad pænt i skolen, da man fordybede sig i en bog, da man havde respekt for både lærere og andre autoriteter og kunne nyde bølleblåfuglens smukke blåviolette vinger i mosen. En 2025-version af et Danmark a la Morten Korch.
Dengang alt var om ikke altid dejligt, så dog ligefremt og genkendeligt. Da Socialdemokratiet stod for ret, pligt og dannelse og i øvrigt var Danmarks største parti.
Åbningstalen – måske Frederiksens sidste før et folketingsvalg – var på lange stræk et redskab i den åndelige oprustning, som statsministeren har brugt en del af sensommeren på at tale om. Men den åbenbarede også store mangler.
Dansk demokratis åndelige fader Hal Kochs bog ”Hvad er demokrati” blev fundet frem. Den udkom første gang i 1945 og var, som forfatteren selv pointerer i forordet til anden udgave i 1960, skrevet »med henblik på det folkelige oplysningsarbejde«.
Mellem linjerne i statsministerens åbningstale hørtes også ekkoet af en anden klassiker, som hylder de mennesker, som påtager sig et ansvar: Theodore Roosevelts ”The man in the arena” fra 1910, hvor Roosevelt slår fast, at æren ikke tilfalder den, som sidder på tilskuerrækkerne og har 1.000 forslag til, hvordan tingene kunne gøres bedre. Æres skal den, som stiller sig op i arenaen og påtager sig et ansvar.
Mette Frederiksens tale er en påmindelse om, hvad vi kæmper for og skal stå sammen om. Set i lyset af et Europa, som er truet af både Putins Rusland, Trumps USA og egne populister, var det en tale til tiden.
Men den gør det også vanskeligt for oppositionen at kritisere regeringen. Selv Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, skal ifølge eget udsagn til at skrive på en ny tale til åbningsdebatten torsdag. Mette Frederiksen havde været inde på mange af de emner, som den liberale partiformand selv ville have taget frem.
Statsministeren lover et større fokus på, at »vi også politisk følger vores beslutninger til dørs«. En bemærkelsesværdig selvfølgelighed.
En umiddelbar antagelse kunne være, at den manglende respekt for det politiske embede, som Mette Frederiksen indledte sin tale med, netop kan forbindes til det faktum, at mange borgere oplever, at politiske beslutninger ikke omsættes i praksis.
Som Sigge Vinter Nielsen skrev i sin bog ”Entreprenørstaten”, så føres der politik ved fordøren med udspil til, hvordan problemer skal løses, men når det kommer til bagdøren, implementering og opfølgning, så leverer reformerne langtfra det, som politikerne har lovet. Resultatet er, at fundamentet i velfærdssamfundet slår revner.
Og hvad med prioritering og finansiering? I talen fik Mette Frederiksen sagt, at den økonomiske plan, som har været måneder undervejs i regeringen, endnu en gang er udskudt.
Nu skal vi om på den anden side af jul for at finde ud af, hvordan pengene skal prioriteres. Når regeringen ikke ved, hvordan økonomien hænger sammen, så er det også vanskeligt at komme med konkrete udspil. For der er, som det igen og igen er blevet pointeret, ikke råd til alting. Vi ved stadig ikke, hvordan regnestykket ser ud, når regeringen vil bruge mindst 5 pct. af bnp på forsvar og oprustning. Kun, at pengene skal bruges.
Som manufakturhandler Arnesen siger i ”Matador”, da han beder om et lån: »Men jeg kommer til at have kapital – det er kun noget midlertidigt – det er tiderne.«
Det er vi så hensat til at tro på, at regeringen også har, når regningen kommer.