To år efter angreb: Hamas skal stadig tvinges til freden
Hamas har vist, at den må tvinges ud, hvis en stabil fred skal opnås. Israel må vise, at dets radikale højrefløj forbliver uden for døren. Det kan betyde den nuværende regerings fald. Det vil ikke gøre noget.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
I dag for to år siden vågnede Israel til et mareridt af drab, tortur og seksuelle overgreb. Hamas angreb med målrettet brutalitet civile israelere. I deres hjem. På en musikfestival. På gader og stræder.
Omkring 1.200 mennesker mistede livet, og omkring 250 blev kidnappet og bortført ind i Gaza. Her blev de gemt af vejen under boligblokke og hospitaler, imens Hamas-krigerne blandede sig med civilbefolkningen.
Det virker, som om ret mange i Vesten har glemt det.
Man har set igennem fingre med fejheden og ulovligheden i at bruge civile bygninger og mennesker som skjolde, ligesom man har glemt det faktum, at FN (det sørgede Rusland og det såkaldte ”globale syd” for) aldrig utvetydigt fordømte Hamas’ angreb. Man har heller ikke interesseret sig for det mærkværdige i de forvrøvlede anklager om »folkedrab« på palæstinenserne, der begyndte at florere kun tre dage efter Hamas’ udåd.
På samme måde har man bebrejdet Israel, at palæstinenserne endte indespærrede i Gaza, men ignoreret, at Egypten også holder sin grænse til Gaza hermetisk lukket, fordi man heller ikke vil have islamiske terrorister rendende. Man har heller ikke taget så tungt på gidslernes skæbner. Der er fortsat omkring 20 levende gidsler i fangenskab i Gaza (30 døde gidsler er heller ikke blevet udleveret).
Det kan næsten se ud, som om mange i den propalæstinensiske lejr i Vesten mener, at Israels blotte eksistens er en forbrydelse i sig selv, og derfor bakker så ubetinget op om »from the river to the sea«, at man ikke ser, hvad Hamas reelt er, nemlig en totalitært tænkende dødskult, der bærer våben, vold og drab i sit dna. Hamas har med Iran i ryggen aldrig haft et ønske om fred eller en to-statsløsning.
Målet har alle dage været en udslettelse af Israel. Chancen for fred med Hamas var og er lige så stor, som chancen for fred var med Hitler i foråret 1945, da Berlin var omringet. Hamas vil også hellere ofre civile liv end at overgive sig.
Ikke desto mindre har Israel formået at vende verdensopinionen imod sig selv. Landets brutale fremfærd i Gaza kan ikke beskrives som andet end krigsforbrydelser og en overtrædelse af alle normale normer. Det er et strategisk nederlag, som landet får svært ved at rejse sig fra.
I skrivende stund forhandles der om fredens betingelser. Hamas har meddelt, at den vil frigive gidslerne. Det er dog ikke sket endnu, ligesom den heller ikke har svaret på et andet af fredsplanens elementer, nemlig at nedlægge våbnene.
Netanyahu har med accept af fredsplanen omsider lagt sig ud med de fascistiske højrekræfter i egne rækker. Planen udelukker nemlig en israelsk annektering af både Vestbredden og Gaza og åbner for en tostatsløsning i form af en selvstændig palæstinensisk stat. Det er på tide. Israel vil alle dage være bedre stedt med et andet politisk flertal. Forbrydelserne i Gaza, den ulovlige bosættelsespolitik på Vestbredden og den årelange manglende respekt for den palæstinensiske civilbefolkning har længe undermineret Israels omdømme og position.
Derfor kan aftalen i den bedste af verdener være et afgørende skridt for alle parter.
Hamas har vist, at den må tvinges ud, hvis en stabil fred skal opnås. Israel må vise, at dets radikale højrefløj forbliver uden for døren. Det kan betyde den nuværende regerings fald. Det vil ikke gøre noget.