De gav Putin noget at grine ad

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Nyhedsfladen har handlet om droner det meste af ugen. Faktisk så meget, så enkelte febrilsk er begyndt at lede efter fredstidens livsstilsprogrammer, hvor parforholdets fejltrin og succeskriterier kan bringe tankerne andre steder hen end luftrummet over Danmark.

Men går man ud i den stille aften, er det måske ikke kun dronernes summen, man kan opfange. En fjern latter fra øst runger over septemberlandskabet. For Danmark opfører sig præcis, som Putins drejebog forudså. Med noget nær panik, ikke alene i nyhedsstudiet, men også blandt dem, der skal forsvare os mod udenværts fjender.

Pressemødet med det danske forsvars svar på Marx Brothers var i hvert fald en oplevelse, der ikke fik hovedet til at lande tryggere på puden. Det stod malet i ministre og politi- og militærchefernes ansigter, at de var taget med bukserne nede. At de ikke kunne give noget, der mindede om et beroligende svar på, hvad Danmark kan stille op mod summende droner og andet isenkram fra øst.

En verbal runddans med flakkende øjne, hvor situationens alvor blev betonet og understreget igen og igen – uden at det blev fulgt op af noget, der bare på skitseplan mindede om klare forsikringer om, at der var styr på Danmarks sikkerhed.

Bevares, naturligvis kan de ansvarlige chefer for korps og værn ikke stå og plapre op i detaljer om, hvad man kan og gør. Men skal den slags pressemøder have noget som helst formål, må det dels være at orientere og berolige befolkningen, så vi ikke går i kollektiv dronepanik og ser flyvende tekopper overalt på den klare aftenhimmel.

Ingen af delene opfyldte pressemødet. Tværtimod sad man tilbage med en sær afklædt fornemmelse. En og anden dansker, der er belastet af historisk hukommelse, vil måske i et svagt øjeblik tænke tilbage på den 9. april 1940, hvor års radikal nedrustningspolitik – for ikke at ophidse Hitler – havde ført til, at man nærmest måtte ty til noget nær militær tørsvømning, da de tyske tropper gik over den danske grænse.

At det danske forsvar i en årtier lang fredsrus har såvel nedrustet som bare rustet, er en kendt tilståelsessag. Og at forsvarsmilliarderne nu ruller i et hæsblæsende forsøg på at indhente det forsømte, bliver vi også fortalt på pressemøde efter pressemøde. Men samtidig hører vi også, at lovgivningen om droneforsvar har ligget og samlet støv i ministerielle mapper i årevis.

Det er let – og sikkert også for let – at mene, at man bare skal plaffe de indtrængende droner ned. Hensynet til sikkerheden i den lufthavn, der bliver overfløjet, er helt reel. Men så skylder man i det mindste at have udstyr, der kan finde ud af, hvor de forbandede droner kom fra – og hvor de fløj hen. At det ikke er Ekstra Bladet, der skal fortælle danskerne, at der har ligget et russisk flådefartøj og puttet sig i dansk farvand i dagevis.

Når man så pressemødet torsdag aften, blev man for det første overhovedet ikke beroliget – endsige klogere på situationen. Her stod de nøglepersoner, der skulle yde den mentale førstehjælp til en bekymret befolkning. Og det, vi fik, var flakkende blikke. Man skulle ellers tro, at der stadig var personer på Slotsholmen, der husker tilbage på coronatidens endeløse række af pressemøder, hvor man efterhånden gik ud og satte kaffe over, når myndighedspersonerne tonede frem med ansigterne i planmæssige dommedagsfolder.

Dengang lærte man i hvert fald som tilskuer, at den slags pressemøder kun har værdi, hvis de rummer konkret information og fornemmelsen af en sikker hånd på rattet. Den fornemmelse havde danskerne ikke torsdag. Tværtimod.

Og det er mere bekymrende end dronerne i sig selv.