Fødselsdag eller gravøl? Trump uddelte håndmadder ved FN-jubilæum i New York
Knubbede ord fra talerstolen, økonomiske lommesmerter og eksistentiel selvransagelse. Velkommen til FN’s fødselsdagsfest.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Der er sat 80 lys i kagen ved FN’s Generalforsamling i New York, men punchbowlen er næsten tom, og i banketsalen skændes gæsterne allerede, så det ryger.
FN ligner til forveksling den verden, vi lever i – og det er som bekendt ikke noget kønt syn. Vi trækkes med blodige konflikter på flere kontinenter, med stormagter, der lader hånt om de globale spilleregler, og med ansvarsløse demagoger, der vinder terræn i øst og vest.
Apropos demagogien gæstede USA’s præsident, Donald Trump, tirsdag generalforsamlingen. I en 58 minutter lang svada sendte han spredehagl i mange forskellige retninger – herunder mod en række af FN’s aktiviteter såvel som mod USA’s allierede i Europa, der i modsætning til Washington fortsat betaler deres kontingent til organisationen rettidigt.
»FN synes ikke at kunne udføre sin opgave, men man er ret god til at bruge penge,« lød det fra Trumps udenrigsminister, Marco Rubio, ligeledes tirsdag.
Ligeså svært det kan være at hitte rede i Trump-administrationens skiftende opfattelser, lige så uoverskuelige er de udfordringer, FN står over for. Organisationen fejrer 80-års jubilæum som vært for en lang række globale stats- og regeringsledere på et tidspunkt, hvor dens gennemslag er formindsket, og fremtiden tegner højst usikker.
I år er den tidligere tyske udenrigsminister Annalena Baerbock udpeget til præsident for generalforsamlingen, en markant opgradering af et ellers noget profilløst hverv. Med så mange uregerlige artister i manegen kan selv en erfaren tysk sprechstallmeister dog få svært ved at opvise virkelige resultater.
Også FN’s anden centrale institution, Sikkerhedsrådet, kæmper med at demonstrere sin relevans som forum for globalt diplomati og fredsskabelse.
Det skyldes i betydelig grad, at de fem permanente medlemmer anvender deres mulighed for at nedlægge veto flittigere end før. I de 10 år fra 1990 til 1999 blev der præsenteret ni vetoer i Sikkerhedsrådet – de seneste 10 år har de fem store brugt vetoretten 36 gange. Samtidig har tyngdepunktet i bilæggelsen af konflikter forskudt sig fra FN til andre formater, hvad enten vi taler om f.eks. Ukraine, Gaza eller Sudan.
Udover de to centrale FN-institutioner med hovedkvarter i New York består organisationen af et kludetæppe af programmer og agenturer, der i mange tilfælde tumler med egne problemer.
I en kronik her i avisen tidligere på ugen pegede Kim Sølvsten, der har arbejdet for FN i over 20 år i bl.a. Afghanistan og Congo, på det bureaukrati og den ineffektivitet, som længe har plaget organisationen.
Til disse kroniske lidelser kommer nu mere akutte symptomer på politisk organsvigt.
Trump-administrationen har skåret voldsomt i det amerikanske bidrag, mens Kina heller ikke har travlt med at indfri sine finansielle forpligtelser. Denne udvikling vil yderligere nedsætte FN’s gennemslagskraft de kommende år.
Lige nu synes det bedste håb for FN at ligge i, at en væsentlig del af organisationens agenturer – om end langtfra alle – faktisk spiller en positiv rolle for verdenssamfundet. Et mere slankt og decentralt FN, der i mindre grad politiserer og i højere grad koncentrerer sig om at skabe resultater for denne verdens mest udsatte, kunne styrke organisationens moralske autoritet og måske med tiden igen øge dens politiske vægt.