Drab i USA og grov chikane i Danmark – venstrefløjens antidemokrater må besinde sig

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Vi er vidne til en propalæstinensisk protestkultur, der forveksler idéen om sin egen moralske overlegenhed med retten til at intimidere og bringe andre i fare.

De seneste dage er det eskaleret til et niveau, der bør bekymre alle demokratisk sindede.

I Danmark er Inger Støjberg under farlig høj fart blevet helt uansvarligt chikaneret på motorvejen. Vi har set Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik, blive forfulgt ned ad gaden med et kamera i nakken. Vi har under demonstrationer hørt aggressive slogans, der ønsker død over Israels soldater.

I Sverige blev en politiker omringet af demonstranter og måtte gemme sig, fordi han ikke kunne gå hjem af frygt for at afsløre sin hemmelige adresse. Under Spanien Rundt satte demonstranter rytternes liv i fare. Og i USA skete det uantagelige: Den unge konservative debattør og Trump-støtte Charlie Kirk blev skudt og dræbt, hvilket fik en venstreorienteret lektor på AU til at kalde verden for et bedre sted nu.

Historien burde ellers have gjort nogen klogere.

De myrdede jødiske OL-deltagere i 1972. Blekingegadebandens mord 1980’erne. Bombningen af synagogen i København i 1985. Drabene i 2015 ved Krudttønden og synagogen.

Skammelige begivenheder.

Alligevel har vi i dag en radikaliseret venstrefløj, der opildner denne voldelige og antidemokratiske tradition. Politikere og debattører på venstrefløjen deler flittigt kampråb med dødstrusler fra demonstrationer og viderebringer uklart dokumenterede påstande om sultkatastrofe og folkemord i Gaza. Man kan forsøge at pakke demonstrationer ind som kritik af en regerings førte politik, men når grov chikane, dødsønsker og mord bliver dagsordenen, forsvinder retten til at kalde det for legitim protest.

Det kommende kommunalvalg forsøges også at tages som gidsel. Det burde handle om skoler, ældre og byrum, men Enhedslistens Line Barfod vil gøre kommunalvalget til et moralsk retsopgør om »at stå på den rigtige side af historien«. Komisk, hvis det ikke havde været tragisk al den stund, at Barfod har været medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, der var styret af sovjetdiktaturet.

Men hun ved selvfølgelig, hvad totalitær tænkning er. Det burde minde om, at hvis man vil være på den rigtige side, må man netop tage afstand fra de totalitært tænkende islamister i Hamas, der bevidst skjuler sig blandt civile, kvinder og børn – og som bæres oppe af Iran, der tramper på alle menneskerettigheder, støtter Putins invasion af Ukraine og ikke vil fred, men krig, indtil Israel er fjernet fra landkortet.

Midt i al denne antidemokratiske ophidselse har udenrigsministeren meddelt, at Danmark er på vej mod en anerkendelse af en palæstinensisk stat. En sær timing motiveret af Moderaternes ønske om at tækkes et bestemt vælgersegment og ministeriets ambition om at stå sammen med større lande til den kommende FN-generalforsamling. Alt sammen med gaderne kogende af voldsparathed og på bagkant af terrorangrebet fra Hamas, der stadig har gidsler gemt et sted i Gaza.

Vi skal forsvare retten til at protestere, men også retten til at dyrke sport og drive journalistik og politik uden at blive groft chikaneret, bragt i fare eller ligefrem myrdet.

Det forudsætter ikke kun, at love håndhæves, men også politisk rygrad til at sige nej til trusler og vold. Venstrefløjen må til selv at sige fra.