Trusler må ikke få os til at kaste demokratiske idealer over bord
At vi lever i ufredelige tider, er ikke grund nok til at blæse på opskriften på et fungerende demokrati. Lovforslaget om udvidede beføjelser til forsvarsministeren er en potentiel landmine under spillereglerne.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
En bulldozer kan være god at have. Nogle gange er der vitterlig brug for at rydde vejen hurtigt og effektivt. For eksempel hvis rigets sikkerhed er i fare.
Lovforslag L 222, der har bred opbakning i Folketinget efter førstebehandlingen, er lidt en sådan bulldozer. Den vil give ministre mulighed for at overtage beslutninger, tilsidesætte love, begrænse klagemuligheder og ekspropriere arealer i hast for at fremskynde forsvars- og beredskabsprojekter.
Rigets sikkerhed er selvfølgelig af afgørende betydning. Men bulldozere er virkelig ikke særligt fintfølende, så de har det med at tage rub og stub med – også noget af det, der burde have været bevaret.
Hastighed kan være forskellen på beredskab og sårbarhed, argumenteres der. Det er en forståelig politisk logik. Men politikkens hastværk må ikke komme til at fungere som unddragelse af ansvar. Loven skal være midlertidig og kun gælde til udgangen af 2028, argumenteres der. Men midlertidighed må ikke blive dække for uhensigtsmæssig og udemokratisk magtudfoldelse – og megen midlertidighed har det i øvrigt med at blive forlænget og udbygget.
Lovforslaget skal give grund til dybe panderynker. Sikkerhed uden retssikkerhed og parlamentarisk kontrol er en skrøbelig konstruktion. Vi kan ikke lade alle mulige trusler få os til at gå på kompromis med for mange idealer og hævdvundne principper. Folketinget risikerer at sætte sig selv uden for indflydelse, hvis parlamentet fratager sig muligheden for reel efterfølgende indflydelse på vidtgående beslutninger. L 222 giver ministre mulighed for at træffe meget vidtgående beslutninger, mens Folketinget blot orienteres efterfølgende. Den slags giver store risici for svækkelse af retssikkerhed og tillid til folkestyret. Vi skal tænke os godt om, før en sådan bulldozer startes.
Demokratiet hviler på processer, som sikrer, at beslutninger kan blive prøvet, indsigelser hørt, og fejl rettet. At begrænse klagemuligheder og give ministre vetoret over andre myndigheder er ikke blot et spørgsmål om effektivitet og hastighed. Det er en magtforskydning, som ændrer den måde, statens magt udøves på.
Der er et valg. Vi kan og skal i nogle situationer give plads til bulldozere i lovgivning og politik, rigets sikkerhed er vitterlig ikke til at spørge med, men kun med stærke sikkerhedsventiler: stramme kriterier for, hvornår undtagelsesadgangen kan bruges, klare og håndhævede tidsgrænser, forudgående parlamentarisk godkendelse og reelle klagemuligheder for dem, som rammes.
Gør vi ikke det, åbner vi en dør, som fremtidige politiske flertal kan gå igennem med endnu større ambitioner om hastighed og effektivitet, der vil gøre reel vold mod demokratiet.
Vi bør alle bakke op om et stærkt forsvar. Men et forsvar, der har potentialet til at nedbryde retsstaten, kan ende med at underminere netop det, det skal beskytte – vores frie og åbne demokrati, hvor beslutninger bliver diskuteret og beslutningstagere kan stilles til ansvar.
Der bør tænkes en gang eller to mere over disse hastekrav, så ønsket om et stærkt forsvar ikke ender med at begrænse demokratiet. Hvis bulldozere skal startes, skal der stå politikere og dommere klar til at begrænse deres hærgen undervejs og efterfølgende placere ansvar. Ellers får vi ikke blot hurtigere og effektive forsvarsprojekter. Vi får et helt andet land.