God pride – og tillykke med normaliseringen
Den grundlæggende kamp for seksuelle minoriteters frihed er rigtig og vigtig. Derfor er det godt, at priden er ved at vende tilbage til sin kerne.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Advarsel: Dette er et inkluderende samfund, og hvis vi føler, at du taler, tænker eller opfører dig på en ikke-inkluderende måde, vil du blive udelukket.
Det var dér, priden var endt sidste år. Ikke som en folkefest for frihed, lighed og retten til at være sig selv, men som et arrangement, hvor man ikke kun skulle være på den rigtige side i bevægelsens interne borgerkrig om, hvad ”rigtig” queers er, hvor mange køn der er, men også mene det ”rigtige” om konflikten imellem Israel og Palæstina for at være velkommen.
En paradoksal form for inklusion, der i praksis ekskluderede en lang række mennesker og virksomheder, som ellers har bakket op i årevis – og fik den store, heteroseksuelle majoritet af danskere til at ryste lidt på hovedet og tænke, at priden og opmærksomheden omkring den var endt for mærkelig og helt ude af proportioner. Priden tabte derfor næsten halvdelen af sine sponsorer sidste år, da alle partnere skulle svare tilfredsstillende på spørgsmål om deres »interesser og aktiviteter« i Israel og Palæstina. Mange af de største virksomheder holdt sig væk. Og med dem forsvandt både penge og opbakning.
Mange andre aktivistiske miljøer er havnet samme ekskluderende sted. I en tro på, at sagen styrkes ved at spænde stadigt mere radikale politiske synspunkter for vognen. Men i virkeligheden sker det modsatte. Man mister den brede opbakning, man havde, og man gør en kamp, der burde være samlende, til et snævert politisk projekt, der adskiller.
Vi har set det i klimabevægelsen, hvor dele af miljøet i stigende grad indlemmer emner langt fra klimaet – fra migrationspolitik til internationale konflikter – og dermed mister fokus og tiltrækningskraft. Vi har set det i dele af antiracismebevægelsen, hvor en legitim kamp mod diskrimination til tider er endt som racisme mod hvide og en mistroisk jagt på tankeforbrydelser. Vi har set det i wokebevægelsen, hvor kvinder skulle acceptere mænd i omklædningsrummene og på fodboldbanerne.
Selv MeToo-kampen, der i begyndelsen havde næsten universel opbakning, begyndte at miste sympati, da aktivismen gled over i krav om sociale udelukkelser for ligegyldigheder, og at mænd skulle dømmes uden reel bevisførelse.
Det er ikke sådan, man skaber folkelig opbakning. Danskerne kan godt skelne mellem kamp for frihed og lige rettigheder og usund radikalitet. Når man blander de to ting sammen, viser erfaringerne desværre, at det første drukner i det sidste.
Den grundlæggende kamp for seksuelle minoriteters frihed er rigtig og vigtig. Den har gennem årtier ændret Danmark til det bedre. I dag er vi et af de mest tolerante lande i verden. Det er kun blandt de omkring 300.000 muslimer i Danmark, at man kan tale om en kulturel homofobi af betydning. Det er kun ved at bevare kampen for lige rettigheder og frihed som en bred og folkelig sag, at opbakningen opretholdes og om muligt forbedres.
Derfor er det godt, at priden er ved at vende tilbage til sin kerne. Retten til at elske den, man vil, leve åbent og frit – uden at skulle underskrive et flere sider langt radikalt manifest først. For det er, når priden samler, at den gør størst forskel. Og det burde være en lektie ikke kun for priden, men for alle bevægelser, der ønsker at forandre verden: Man gør det ikke ved at lukke folk ude. Slet ikke i inklusionens navn. God pride – fortsæt endelig normaliseringen.