Kampen imod Israel får nye generationer til at hylde Blekingegadebanden

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

For de fleste danskere står Blekingegadebanden som indbegrebet af koldblodig ideologisk kriminalitet: millionrøverier, våbensmugling, støtte til PFLP – og mordet på politibetjenten Jesper Egtved Hansen i 1988.

Bandemedlem Torkil Lauesen blev idømt 10 års fængsel for sin rolle, men nægter at sætte navn på morderen og fastholder stadig sin solidaritet med de samme bevægelser, der inspirerede bandens vold. Han fortryder intet.

Frihedsbrevet kunne for nylig afsløre, at Torkil Lauesen nu rejser rundt og underviser unge i revolution. Han optræder på universiteter og aktivistiske sommerlejre, taler om kapitalismens fald og den globale kamp mod Israel, og hans publikum hylder ham. Der er ikke kun tale om intellektuel modstandskamp – der er tale om blåstempling af politisk vold.

Det burde give anledning til dyb bekymring. Terrorforskere peger på, at vi her ser en mulig grobund for ny ekstremisme – ikke mindst fordi kampen mod Israel igen fungerer som samlingspunkt for en forbløffende alliance: den ateistiske og woke venstrefløj og de religiøse, ultrakonservative islamister. To ideologier, der på papiret burde være hinandens modsætninger, men som forenes i modstanden mod Vesten og i accepten af politisk vold.

Denne forbrødning bygger ikke på fælles værdier om frihed eller demokrati – tværtimod. Begge parter deler en modstand mod de åbne, liberale samfund, som vi kender dem, og en fælles forestilling om, at målet helliger midlet.

Det gør det til et mærkeligt, men strategisk særdeles effektivt partnerskab.

I 1970’erne og 80’erne blev de mest ekstreme kræfter på venstrefløjen langsomt normaliseret i akademiske miljøer, hvor man ”forstod” deres kamp, selv når den blev ført med skydevåben. Den retoriske accept kom før handlingerne – og handlingerne blev senere mødt med tavshed eller bortforklaringer.

Dengang kunne Blekingegadebanden få trykt artikler i venstreorienterede tidsskrifter, holde møder i fagforeningernes lokaler og bruge universitetsmiljøer som rekrutteringsgrundlag. De havde samarbejde med aktivistgrupper, der offentligt afsvor vold, men som bag kulisserne leverede penge, logistik og legitimitet.

Den normalisering skabte et ekkokammer, hvor vold blev præsenteret som »nødvendig modstand« – og hvor kritikere hurtigt blev stemplet som imperialismens håndlangere.

Lauesen optræder sammen med figurer fra det internationale PFLP-miljø og deltager i paneler med organisationer, der åbent taler for »revolutionær modstand« med alle midler. Det var præcis sådan, Blekingegadebanden kunne retfærdiggøre sine forbrydelser dengang – og det er præcis sådan, jorden gødes i dag.

Historien viser, at vi ikke kan tage let på denne slags ideologiske alliancer. De har før udviklet sig fra ord til organiseret vold – og de vil kunne gøre det igen, hvis vi lader dem stå uimodsagt.

Det er ikke ulovligt at holde foredrag, heller ikke for tidligere terrorister. Men vi må ikke være naive over for, at ord skaber holdninger, og holdninger skaber handlinger. Når ungdommen på venstrefløjen vil have revolutionens heltebilleder genopfrisket, så er det for at få inspiration.

Kampen mod Israel bruges i dag – som dengang – som påskud for at angribe demokratiet selv. Vi skal ikke forhindre, at Torkil Lauesen taler. Men vi kan kræve, at uddannelsesinstitutioner og offentligt støttede arrangementer ikke stiller en talerstol til rådighed.

Hvis vi vil undgå, at Blekingegadebandens ånd får nyt liv, kræver det, at vi er ærlige om, hvad der foregår – og modige nok til at sige fra, også når det sker under den påståede freds og retfærdigheds fane.