Topmøde med Putin ligner endnu et Trump-blålys

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Efter syv måneders march på stedet i bestræbelserne på at skabe fred i Ukraine er Donald Trump og Vladimir Putin nu tilsyneladende klar til et stort spring fremad.

Der tales om et møde mellem de to præsidenter måske så tidligt som næste uge efter en karakteristisk Trump-piruet, der er blevet modtaget med brede smil i Moskva og panderynker de fleste andre steder.

De seneste par uger har Trump-administrationen ellers mandet sig op til at vise bare en smule fasthed over for Kreml: Man forkortede fristen for et ultimatum, som skulle bringe russerne til forhandlingsbordet. Der blev talt om håndfaste sanktioner mod købere af olie fra Ruslands skyggeflåde af tankskibe. Og præsidenten reagerede på Moskvas evindelige viften med landets atomvåben ved i sidste uge at minde russerne om, at USA også har en betydelig slagstyrke.

Nu synes alt dette i karakteristisk Trump-stil at være glemt til fordel for endnu et udbrud af irrationel overoptimisme, hvad angår hans evne til at gennemtvinge udenrigspolitiske aftaler – og Moskvas vilje til at indgå i holdbare arrangementer om Ukraines fremtid.

Der er flere grunde til, at det ville være letsindigt at skrue forhåndsforventningerne til et Putin-Trump-møde særlig højt op. For det første synes der at være tale om et topmøde i Trumps karakteristiske improvisationsstil – lidt a la de møder præsidenten i sin første embedsperiode gennemførte med Nordkoreas diktator, Kim Jong-un. Her var resultatet som bekendt nul – lige bortset fra den pr, som Kim fik ud af møderne.

Russerne har naturligvis ikke noget at indvende mod et topmøde på sådanne præmisser. Det vil give Putin mulighed for at spille ansvarlig statsmand og sole sig i det globale rampelys, mens hans styrker fortsætter med at hærge og myrde i Ukraine.

Hvis et møde af denne art skal være mere end højt profileret spil for galleriet, ville man i det mindste forvente, at det var velforberedt på diplomatisk niveau, men intet tyder på, at det er tilfældet. De amerikanske anstrengelser i forhold til Moskva ledes således fortsat af en glad amatør, ejendomsinvestoren Steve Witkoff, med den rundforvirrede udenrigsminister Marco Rubio i sidevognen.

For det andet er det svært at ane substantielle forskydninger i positionerne hos de to krigsførende parter, der kunne bane vejen for et gennembrud. Begge synes at stå stejlt på deres respektive krav til en aftale: Rusland har således for længst gjort krav på fem ukrainske provinser og en militær svækkelse af Kyiv – positioner, der er helt uspiselige for ukrainerne.

Det vil kræve politiske indrømmelser i størrelse XXL fra den ene af parterne eller et voldsomt militært tilbageslag for at bane vejen for en fundamental vending i forhandlingssituationen.

Det synes kort sagt at ligge uden for det muliges rammer, at et hastigt sammenflikket topmøde (eventuelt med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, på sidelinjen) kan skabe grundlaget for en varig fred. En sådan forudsætter styrket militær støtte til Ukraine og et langt mere robust pres på Moskva, end det vi har set hidtil fra vestlig side.

I bedste fald kan det kommende topmøde øge presset på Rusland for at indgå i en hel eller delvis våbenhvile. Det ville i givet fald være et skridt i den rigtige retning, men også her ligger djævelen i detaljen. For hvad skal en sådan våbenhvile omfatte – og hvem skal overvåge den?

Heller ikke i dette spørgsmål er der seriøse grunde til at have tillid til Moskvas intentioner.