Vi voksne kan også være bange
- men vi er også nødt til at bevare roen i Trumps verbale kaos. Og nøgternt vurdere, hvor meget der er snak - og hvad der er realiteter.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Fredag aften malede samtlige tv-stationer breakingbjælken gul: Trump vil placere amerikanske atom-ubåde i ”passende afstand” til Rusland.
Det blev resultatet af et par dages verbal slagduel på sociale medier med den tidligere russiske præsident Dimitri Medvedev. En mand, der i sprogbrug ikke ligger stilmæssigt fjernt fra Trump selv. Hans udfald mod Vesten har under Ukrainekrigen til tider nået næsten Goebbelsagtige dimensioner - og nu fik Trump altså nok. De taler begge magtens massive sprog - men her var en gadedreng, han ikke kunne trumfe med ord.
TV2 News ringede straks til forsvarsekspert Peter Viggo Jakobsen, som klandrede medierne for at gå i selvsving over nyheden. Der skal mere til at ryste Peter Viggo ..
Vi kunne roligt se næstsidste afsnit af ”Hotel Romantik” i den bedste sendetid. 3. Verdenskrig var ikke umiddelbart forestående.
Andre eksperter har også manet til besindighed. Ordet ”atomubåd” lyder ildevarslende, men nu er alle amerikanske ubåde for det første atomdrevne, og for det andet behøver de ikke sejle til Murmansk for at ramme mål i Rusland. Det kan de langtrækkende våben snildt klare hjemmefra.
Men signalværdien betyder noget.
Det ved Trump, når han truer med atomubåde. Det ved han, når han truer med told. Det er gadedrengen, skolegårdens hersker, der bruger sine verbale våben.
For naturligvis har ord magt. Ord kan ændre verden. Men i tilfældet Trump gør verden også sig selv en tjeneste ved ikke at male tv-skærmen gul, hver gang præsidenten siger noget ildevarslende. Når det gælder toldaftalerne, hvor den magiske skæringsdato - den 1. august - nu er passeret, må man nøgternt konstatere, at det meste har været verbalt bulder mere end konkrete brag.
Bevares, Ursula von der Leyen var hurtig til at æde 15 procents told til EU - men dykker man ned i den aftale, hun indgik med Trump i Skotland, viser det sig, at den er ligeså hullet som den golfbane, Trump traskede rundt på før og efter. EU lover blandt andet at placere en hulens masse indkøb af militært isenkram hos amerikanske producenter.
Det havde de uden tvivl også gjort uden at love Trump det. Men han kan bruge den slags på hjemmebanen, slå sig på brystet over for sine vælgere og påpege, hvor dygtig han er - og hvor bange andre er for ham.
Det ved von der Leyen og Co. godt. Så i stedet for at gøre det, man egentlig havde mest lyst til: At affyre en ordentlig handelsbazooka mod Trump - så lod man ham hovere.
Da de såkaldte ”kongetal” for den amerikanske beskæftigelse kom fredag, viste de første tegn sig på, at Trumps toldcirkus får konsekvenser for amerikanerne. Det anerkendte Trump naturligvis ikke - næh, her går det godt, fru kammerherreinde! - så han fyrede prompte den ansvarlige statistiker, der kom med det uspiselige budskab. Og dermed fortsatte paraden af galimatias.
Vi lever lige nu i en tid, som var blevet vraget på stedet, hvis det havde været et manuskript til en Hollywood-film. Den verdensorden, vi har levet med gennem de seneste 80 år er på kort tid blevet mineret af typer som Putin, Trump - og for den sags skyld også Benjamin Netanyahu, der alle føler sig hævet over kollektive aftaler med verdenssamfundet.
Atomubådene er blot det seneste anslag mod en rolig nattesøvn, og selv om en del af den ordstrøm, der flyder konstant fra Det Hvide Hus mest af alt er bralder, er vi nødt til at være nøgternt bekymrede. For selv om storme altid lægger sig igen, er det lige nu svært at se opklaringen - og hvor den skal komme fra.