De stod på en alpetop og sagde det, mange har ventet meget længe på at høre

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

I Thomas Manns klassiker ”Trolddomsbjerget” har den europæiske overklasse gemt sig væk på et sanatorium højt oppe i alperne. Her lukker den bronkitis-plaget og selvoptaget øjnene for verdens problemer, som de almindelige mennesker nede i dalene må tumle alene med, imens de passer deres kur og slapper af i liggestole.

Sidste uges uformelle møde om EU’s migrationspolitik blev også holdt på en bjergtop – Zugspitze, Tysklands højeste bjerg, der rejser sig 2.962 meter over havets overflade. Men det foregik med vidt åbne øjne og en klar ambition om at gøre noget ved verdens tilstand.

Hævet over de vante ritualer i Bruxelles og Strasbourg mødtes ministre fra seks europæiske lande. Danmark var et af dem. Det var klogt. For mødet handlede om det, der længe har været forsømt: at bringe realisme ind i Europas migrationspolitik. For Europas integrationskapacitet er ikke uendelig, og det nuværende asylsystem fungerer ikke.

Ambitionen om at udvise flere afviste og kriminelle asylansøgere er ikke ny. Det er forslaget om at oprette asylcentre uden for Europa heller ikke. Men det er først nu, at de tanker for alvor vinder gehør.

Til gengæld er det nyt, at der nu er vægt bag at sløjfe det såkaldte ”forbindelseskriterie”, der indtil nu har været en forhindring for at flytte asylbehandlingen ud af Europa til et land i Afrika, som flygtningen ikke har nogen forbindelse til.

Alt sammen kun fordi selskabet på bjergtoppen var nyt. For både Frankrig og Tyskland var med på Zugspitze. Helt fri af bronkitis og »wir schaffen das«-illusioner talte de to europæiske sværvægtere nu pludselig klart og tydeligt for sådanne stramninger.

Det er et reelt Zeitenwende, at de to store lande nu har rejst sig fra liggestolene og droppet deres tilbageholdenhed. Et afgørende skifte. Med Tysklands og Frankrigs nye position vil en samlet EU-asylpolitik med stor sandsynlighed kunne blive strammet.

Det er nødvendigt. Europa kan ikke absorbere flere uintegrerbare migrantstrømme fra ustabile regioner i MENAPT-landene. Det viser erfaringerne fra Sverige, Frankrig og en række andre lande. Det begynder også at kunne mærkes herhjemme. Asylsystemet kan ikke blive ved med at være bagdøren ind til velfærdsstater, som er bygget på demokratiske værdier, tillid og gensidige forpligtelser. Det er også nødvendigt, fordi Europas arbejdsstyrke svinder ind. Behovet for at hente kvalificeret arbejdskraft udefra er allerede en realitet. Vi skal have gjort det muligt at sige ja til dem med rette kompetencer, som også kulturelt vil være en del af Europa – og nej til dem, kompetencer eller ej, der ikke kan eller vil assimilere sig til vores værdier og overbevisninger.

Mødet på bjerget var begyndelsen på et paradigmeskifte. De europæiske ledere halter i de fleste lande langt efter utilfredse befolkninger med at genskabe tilliden til, at Europas grænser faktisk betyder noget. At europæisk politik stadig føres i Europa – og ikke af menneskesmuglere i Nordafrika og Mellemøsten.

I ”Trolddomsbjerget” lukker den selvtilstrækkelige elite oppe på bjergsanatoriet øjnene for, at Europa er direkte på vej mod Første Verdenskrig. Topmødet på Zugspitze var derimod et møde til tiden med helt åbne øjne. Europa har brug for nye praksisser i asylpolitikken, før sammenhængskraften i de europæiske lande brister helt. Nogle vil mene, at det er sidste udkald.