Intet kan få maskerne til at falde som EU's regneark med budget

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

EU’s flerårige budget er ikke for sarte sjæle. Intet rammer stemningen bedre, end da Storbritanniens jernlady, den konservative premierminister Margaret Thatcher, hamrede håndtasken i bordet med bemærkningen: »I want my money back.«

Storbritannien ville have noget ud af at være med i EU. Nu er briterne ude, men andre er inde, og det har bestemt ikke gjort forhandlingerne lettere, siden Thatcher afleverede sin legendariske bemærkning. I 1980 bestod EU, eller rettere EF, af ni lande. Nu er der 27. Nok har de en fælles interesse i at skabe »et stærkt og konkurrencedygtigt Europa«, men ingen af dem skal vælges i Europa. Det skal de derhjemme, og derfor vejer nationale interesser meget tungt i Bruxelles, hvor sene nattetimer er gået med at slås om de sidste eurocent til en malkeko for blot at nævne én klassiker ved budgetforhandlingerne, som finder sted hvert syvende år.

Senest var i 2019, og da fløj statsminister Mette Frederiksen (S) til Bruxelles med en hård linje om, at Danmark ikke skulle betale en krone mere til EU:

»Vi kommer til at kæmpe for dansk rabat. Det bliver en mærkesag,« lød det fra Mette Frederiksen, som især havde øje for øgede udgifter til administration, og som tilføjede de ofte citerede ord: »Det er jo fuldstændig gak!«

Det budget, som EU-Kommissionen har foreslået, skal gælde for 2028-2034, er historisk højt: 2.000 mia. euro eller ca. 15.000 mia. kr.

Fra Danmark, som har formandskabet og skal tænke på hele EU, lyder der ikke et ord om gak. Europaminister Marie Bjerre (V) mødte op i Bruxelles til de første indledende forhandlinger med en bemærkning om, at »vi bliver nødt til at have et stærkere Europa, og derfor bliver vi også nødt til at have et stærkere budget«.

Men andre lande i den sparebande, som Danmark før var en del af, er ikke så begejstrede: Hollands finansminister, Eelco Heinen, mener, at budgettet er alt for stort, Ungarns premierminister, Viktor Orbán, har på forhånd lagt armene over kors og har meddelt, at de »globale bureaukraters« budget end ikke fortjener at blive forhandlet.

Heroverfor står EU-Parlamentet, som vil have et endnu større budget, og da det i sidste ende skal nikke ja, så har det også en stemme i de indviklede forhandlinger, som nu går i gang.

»Vi kan ikke gøre mere med mindre,« lød det fra Siegfried Muresan, som er parlamentets forhandler.

Tysklands kansler, Friedrich Merz, har kritiseret et af de forslag, som kunne skaffe EU egne indtægter, nemlig at indføre en selskabsskat for store virksomheder:

»Jeg kan udelukke muligheden for, at Tyskland går med ad den vej. Det gør vi ikke,« lød det torsdag fra Merz.

De kommende år vil vise, om feltet kan samle sig. Men et godt gæt vil være, at trods højstemte taler om, at Europa skal stå sammen, så vil både EU-sokker og ditto kasketter blive i skuffen, når den afgørende spurt sættes ind.

Lad os gå tilbage til februar 2013, da EU’s stats- og regeringschefer forhandlede på overtid om et historisk lavt budget. Danmark havde truet med veto, hvis man ikke fik sin rabat, Italien fik halvanden mia. euro ved at true med udsigt til at få Berlusconi igen. Holland fik sin rabat, og Spanien fik flere penge, og alle var »fucking vindere«, som Financial Times udtrykte det.

Bortset fra Europa. Året efter annekterede Putin Krim, tre år senere blev Trump præsident i USA. Europa er stadig under pres. Og det kommer til at koste både at stå på egne ben og at lukke flere ind i kredsen.