Børns vilde voldsorgie kræver mere fokus på Odense end Uganda
Brutal vold mod homoseksuelle begået af store børn rejser så alvorlige spørgsmål om integration og homofobi, at selv LGBT+ Danmark er ved at vågne.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
»Jeg vil vide, hvem det er, der foretager voldelige drive-bys omkring storbyens homogader ved nattetid,« skrev forfatter Glenn Bech engang i Politiken og efterlyste svar på, hvem der begår hadforbrydelser.
Nu ved vi, hvem der lokkede tre homoseksuelle mænd i en voldsfælde i Odense: to store børn på 15 og 16 år af anden etnisk herkomst end dansk skal en måned i fængsel, men slipper for at afsone resten af dommen på henholdsvis otte og syv måneder, hvis de kan være nogle søde drenge de næste to år.
Straffen er i sig selv uforståelig og blotlægger endnu en gang gabet mellem straframmen, den reelle straf, retsfølelsen og et behov for retfærdighed.
Mændene blev den septemberaften sidste år lokket af en falsk profil på en datingapp for homoseksuelle mænd. En 24-årig var tilsyneladende på jagt efter sex. Da mændene dukkede op på de aftalte steder, begyndte et veltilrettelagt vanvid. Ofrene blev banket sønder og sammen; slag, spark og skud med softgun under tilråb som »pædofil«, »homo« og »bøsse«.
Hvordan det ikke kan være en hadforbrydelse, må undre enhver.
De uhyrlige sager fra Odense kalder på flere erkendelser, ikke kun hos domstolene og blandt politikerne, der dagen efter dommen varslede hårdere straffe for grov vold.
Fakta indhenter også LGBT+ Danmark. Uanset hvor meget man er faret vild i en intern intersektionel magt- og privilegiediskussion, kan man ikke længere ignorere det åbenlyse: Interesseorganisationen har hidtil været hændervridende berøringsangst for at forholde sig til den udbredte homofobi i nogle muslimske miljøer i Danmark.
I efteråret 2024 kunne Jyllands-Posten afsløre resultaterne af en holdningsundersøgelse blandt danske muslimer. Undersøgelsen dokumenterede flere foruroligende forhold og fik integrationsminister Kaare Dybvad (S) og kirkeminister Morten Dahlin (V) til at indkalde Dansk Muslimsk Union og 10 islamiske trossamfund til en »alvorlig snak«.
Blandt undersøgelsens betænkelige resultater viste det sig, at 59 pct. af de adspurgte muslimer svarede nej til, at de vil acceptere, hvis deres søn eller datter ønskede at leve åbent som homoseksuel.
I forlængelse af undersøgelsen bragte Jyllands-Posten et interview med sekretariatschef Susanne Branner Jespersen, LGBT+ Danmark.
Hun havde travlt med at dreje samtalen over på en generel sammenhæng mellem konservative religiøse miljøer, og hvor svært det er at leve åbent som homoseksuel, og ville meget hellere tale om forholdene for homoseksuelle i Uganda, hvor homofobien trives i en overvejende kristen kreds, end om hvem der banker bøsser med køller i Danmark.
Det er dokumenteret, at homohad findes, og uanset hvad der driver det, er det uacceptabelt i et moderne samfund båret af frihedsidealer. Menneske først og kristen så.
»Værdierne må komme et sted fra,« konstaterer Odenses borgmester, Peter Rahbæk (S), i P1 og efterlyser mere undervisning i skolerne og appellerer til, at også friskolerne tager et ansvar. Tænker han mon på Al-Salahiyah og Odense Privatskole, hvor Koranen fylder mere end H.C. Andersen?
De tre mænd fra Odense fik foragten at mærke på egen krop. Et af ofrene fik flere mindre hjerneblødninger, og drengene, der tog deres 9.-klasseeksamen under retssagen, efterlod ham bevidst- og hjælpeløs. Så passiv kan ingen være, heller ikke LGBT+ Danmark. Alle minoriteter er ikke ofre, alle er ikke skurke. Det klæder organisationen at springe ud af boblen, for virkeligheden banker på – bogstaveligt talt.