Efter tam afstemning: Navlepilleri er måske det mest danske
Kulturministerens afstemning om dansk kulturarv er slut, men resultatet stiller spørgsmål ved, om det danske kan sætte aftryk i verden – eller bare være hyggeligt herhjemme.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Der er noget sært navlepillende ved kulturministerens bestræbelser på at få noget dansk på Unescos liste over levende kulturarv. Ikke blot hvad angår Jakob Engel-Schmidt (M), men ved hele projektet og ved de fem bud, der nu er kommet på listen.
Folkehøring kalder ministeren den afstemning, som danskerne har kunnet deltage i for at bestemme, hvad der dog er mest dansk. Kun 58.793 danskere har orket, og det siger nok mere om projektet end danskernes interesse for, hvad der er dansk. Den er nemlig ofte stor.
Fælles for de fem er, at det er fænomener, der nok har betydning her til lands, men som aldrig for alvor er kommet ud over landets grænser. Ved de endeløse slutrunder kan særligt TV 2’s seere få det indtryk, at håndbold er et verdensomspændende fænomen, men sådan er det trods alt ikke. Og sådan er det med de øvrige kandidater i topfem: højskoler, pølsevogne, foreningsliv og tillidssamfundet. Sølle 24.000 stemmer har defineret toppen, der nu arbejdes videre med, men det holder ikke en tilsyneladende evig begejstret kulturminister tilbage.
»Vores kulturarv binder os sammen som folk. Det er livsvigtig eliksir, der skaber glæde, fællesskab og samhørighed i vores land. Derfor er jeg også meget stolt over, at så mange danskere har deltaget i afstemningen om, hvad der er særlig dansk levende kulturarv,« sprutter det af ham i en pressemeddelelse med analysen:
»Så måske er konklusionen, at det mest danske egentlig er at omgås hinanden og dele gode oplevelser?« Hvilken nationalitet vil påstå det modsatte?
Det mest slående ved de 20 kandidater, som de få danskere har stemt om, er, at kun to for alvor har sat aftryk i den store verden, og at de to er de eneste kunstneriske indslag: H.C. Andersens eventyr (3.601 stemmer) og Bournonville-balletten (874 stemmer). Resten er noget, vi herhjemme går og hygger os med. Det er fint nok, men om det er tilstrækkeligt for at blive optaget på Unescos liste over definerende traditioner, færdigheder og skikke, må tiden vise.
Nu skal det i næste fase af en lang proces afgøres, hvem der skal udarbejde de nødvendige ansøgninger. Højskoleforeningen, sammenslutningen af pølsemænd, Morten Ankerdal, foreningen for foreninger og repræsentanter fra tillidssamfundet (NSK og Skats afdeling for ejendomsvurderinger bør undtages) må på arbejde for at overbevise Unesco om, at de lever op til betingelserne om enestående universel værdi.
Under kulturministerens ståhej om den mest levende, den mest danske kultur, gemmer der sig et behov for dannelse og bevidsthed om, hvad og hvem vi er rundet af som danskere. Det kræver mere end en kampagne, men vilje, opgør og holdning. Det prøver undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), når han taler om nødvendig prioritering af fag i folkeskolen og en insisteren på, at alt ikke er lige meget.
I kategorien for forbigående overflødigheder finder man derimod kulturministerens projekt med den ringe folkelige deltagelse. Det udløser sendetid til det tilsyneladende dybfølte, men vil få betydning på samme niveau, som da daværende fødevareminister Dan Jørgensen (S) i 2014 kunne kåre stegt flæsk til Danmarks nationalret.
Effekten på salget af letsaltet flæsk eller indtaget af persillesovs har så vidt vides været uberørt af den gimmick, der kostede 1,2 mio. skattekroner. Velbekomme.