Man kan godt løbe med uden at klappe i

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Tre, to, en, og så går skuddet til dette års Royal Run, som for længst er blevet en fast tradition for mange, en fest i de danske byer og udtryk for en relevant og nærværende forbindelse mellem danskerne og deres kongehus.

Kongefamilien er i spandex, og danske byer er på den anden ende. Sådan har det været, siden værtsbyerne blev afsløret. I bl.a. Viborg, Ribe og Horsens har man længe kunnet deltage i fællestræning op til dagens løb. Det viser, hvor stærkt et greb Royal Run er blevet for kong Frederik og hele kongehuset. Måske også stærkere, end hvad nogen kunne have forudset, da starten gik første gang i 2018 i anledning af den daværende kronprins’ 50-års fødselsdag. Det er helt vildt og helt vildt godt fundet på.

Begivenheden trækker Ulla Terkelsen-typer ind foran kameraerne til timevis af lunte-tv. Det er typer, der kan sige lige så meget om løb som om kongehuset og beskrive en såkaldt folkestemning til folket, der nok selv kan mærke efter. For med Royal Run kan danskerne slukke for skærmen og ude i virkeligheden selv opnå fornemmelsen af en kommentatorfri tilknytning til kongehuset. Også derfor er begivenheden vigtig.

Kongeparret har en ambition om at møde danskerne, hvor de er. Både i virkeligheden og på de sociale medier, hvilket vækker bekymring og møder kritik fra medier og journalister, der lever af institutionen.

Den seneste tændsats var kongehusets egenproducerede video om kronprins Christians værnepligt og garderhusarregimentets traditionelle, afsluttende Rex-tur. Her er det kun kongehusets kommunikationstrop, der stiller spørgsmålene, og det fratager journalisters mulighed for selv at stille kritiske spørgsmål til tronarvingen, lyder mediernes kritik.

Det ville i givet fald være en ny og sjælden trang, for helt ærligt er det ikke svært at forestille sig, hvilket spørgsmål et gummiskosbærende pressekorps ville stille den 19-årige kronprins i et øvelsesterræn med minimal mad og sparsom søvn: »Er det hårdt?«

Hårdt bliver det sikkert for en del af de tusindvis af danskere, der i dag løber i kongefamiliens fodspor. Løbenumrene har længe været totalt udsolgt i de fem værtsbyer, som lægger asfalt til en folkefest med et royalt islæt. Der er chance for en svedende highfive med en kongelig, og mere i gulvhøjde med danskerne bliver det forhåbentlig ikke.

Vi behøver ikke en såkaldt ekspert til at forklare kongehusets betydning eller en designers detaljerede beskrivelser af deltagernes påklædning, som ellers er en central del af mange uafhængige mediers dækning af begivenheder i kongehuset. For ingen, end ikke en kongelig, tager sig specielt godt ud i stramtsiddende løbetøj, og til Royal Run er de kongelige og danskernes ens.

I hvert fald som en illusion, og illusionen må bevares.

Der skal være balance mellem det folkelige og det ophøjede. Hvis kongehuset skal fastholde sin særlige position, hvor anakronistisk konstruktionen ellers kan forekomme, og være til gavn for landet, når det virkelig gælder, må forskelle og afstande ikke brydes ned.

Vi er ovre den tid, hvor medierne havde monopol på at forklare monarkiet og dets betydning. Vi mærker den selv i dag. Når den sidste deltager er kommet i mål, og det væsentlige igen tæller, må de også møde pressens forhåbentlig relevante, kritiske og oplysningsfremmende spørgsmål.

Hverken kongehusets rolle eller håndtering af pressen bør være et enten-eller, men et både-og. Både kondisko og laksko. Både et såkaldt socialt medie og et såkaldt kritisk medie.