Paven skal vise, at den katolske kirke er andet end pomp og pragt

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

”Vi” har fået en ny pave. Nej, det har ”vi” ikke. Jo, de danske katolikker har fået et nyt overhoved i den amerikanske kardinal fra Chicago, Robert Prevost. Det tog kun konklavet en dags tid at udpege ham som den katolske kirkes overhoved, fremover med navnet Leo XIV.

Men nu er Danmark et protestantisk land, som fyrede den katolske kirke i 1536. Luther passede bedre til danskernes snusfornuft end den symboltunge kirke i Rom. I disse år minder mødet med andre religioner måske et stigende antal danskere om, at der er et fundament, som de fleste har taget for givet, men som vi nok alligevel skal sørge for at holde relevant.

Alligevel kan vi ikke undgå at fascineres over den klerikale glamour, de oldgamle ritualer og pomp, der omgiver pavekirken – udfoldet med allermest patos, når der skal vælges en ny efterfølger som Guds stedfortræder på Jorden – for katolikker, altså.

Men kan vi ikke som besindige protestanter være ret ligeglade med, hvem man har valgt dernede i Vatikanstaten? Vedkommer det overhovedet os – udover det udvendige halløj?

I tider som disse kan svaret meget vel være: Ja. Med tilføjelsen: Det må man håbe. For godt nok er paven en kransekagefigur. Men et overhoved for mange, mange mennesker over hele verden – og mennesker, der lytter til deres religiøse overhoved. I Renæssancen var pavestolen i flere århundreder nærmest reserveret til italienske fyrster, som udfoldede deres magt og rigdom med Peterskirken som det synlige centrum.

I nyere tid var det den polske pave Karol Wojtyla, der i Den Kolde Krigs koldeste, men også sidste periode udfoldede en på samme tid usynlig, men alligevel mærkbar magt i forhold til de kommunistiske magthavere bag det grå jerntæppe, ikke mindst i sit fødeland, hvor Lech Walesa og hans Solidarnosc-bevægelse havde Johannes Paul II’s øre.

Hvor hans efterfølger, den tyske pave Benedikt, var en kirkens mand i flere betydninger, blev den argentinske Jorge Mario Bergoglio atter en udadvendt og mere politisk figur som pave Frans. Han talte ofte om krigen i Ukraine og krigen i Mellemøsten, hvor han manede til fred på en måde, der naturligvis ikke udmøntede sig i konkret politik, men hvor den løftede pegefinger ikke var til at tage fejl af.

Paven er først og fremmest et religiøst overhoved, og der er sandt for dyden stadig masser at forandre i den katolske kirke. Pave Frans tog nogle helt nødvendige skridt i en fornyelse af pavekirken, men kom langtfra i mål – selv ikke efter katolsk standard. Hvor vi herhjemme ofte bebrejder den danske folkekirke for at være stivnet i formen, må man sige, at den katolske i det lys er uendeligt meget bagefter i sit syn på en verden, der uden for Vatikanstaten og kirken har bevæget sig videre, når det f.eks. gælder synet på abort, kvinder og homoseksuelle.

Og samtidig er den katolske kirke langtfra færdig med at skovle skeletter ud af skabet, selv efter mange års pinefulde afsløringer af seksuelle overgreb. Det må være mere end et håb og en hensigtserklæring for en ny pave, at der bliver gjort endegyldigt op med noget, der ude i den omkringliggende verden ville få fængselsnøglerne til at rasle.

Det bliver interessant at se, hvor politisk aktiv en pave Leo XIV bliver. Den katolske kirke udgør en potentiel stor megafon i f.eks. Afrika, Asien – og også i USA, hvor den katolske kirke er splittet som resten af samfundet.

Den nye pave kunne derfor komme til at blive en vægtig politisk stemme imod Trump-administrationen, hvis menneskesyn han kritiserede offentligt, inden han blev valgt i Rom. Det vil nemt kunne blive en irriterende sten i skoen for Donald Trump.