Der gik 400 år, før virkeligheden nåede frem til PostNord

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Selv om f.eks. DSB og DR efterlader et andet indtryk, er der trods alt grænser for, hvor længe man kan drive et hel- eller halvoffentligt selskab i utakt med tiden. Meldingen om, at PostNord fra årets udgang helt stopper med at omdele breve, er det endelige punktum for en langstrakt, dyr og på alle måder langsommelig nekrolog over et selskab, der – med tryk på ”engang” – var afgørende for udvikling og sammenhæng i Danmark.

Det var Christian IV, der indførte et postvæsen, der siden blev et uvæsen og de seneste mange år direkte uvæsentligt. I sidste kvartal af 2024 faldt brevmængden med 44 pct. i forhold til samme periode i 2023. Det er tiderne, og den slags havde man nok af i PostNord, også mere end kundernes tålmodighed kunne holde til.

For nostalgikere er der nok at begræde. Postmesteren var blandt byens spidser, og køen på postkontoret et nødvendigt onde for at købe frimærker (som man vidste, hvad kostede) og betale girokort. Medarbejderstaben var for en stor dels vedkommende tjenestemænd, og der blev – i hvert fald efter skønmalerierne – budt på kaffe, når posten kom. I dag får man en sms om, at posten ikke kan træffe én hjemme eller ikke kender adressen.

Det gamle hovedsæde, Centralpostbygningen i København, blev i 1909-1912 opført som et pompøst hovedsæde til Post- og Telegrafvæsenet. I pagt med selvforståelsen var her riddersal, prismelysekroner og så mange toiletter med rindende vand, at københavnerne kaldte det ”Toiletslottet”. I dag kaldes bygningen et luksushotel og rundtomkring i landet blev postkontorerne afløst af først supermarkeder og siden stålkasser på gaderne eller kiosker, hvor man skal se langt efter etatsmærker og uniformer.

At noget var under forandring, så man allerede i 1970’erne, hvor to daglige postomdelinger blev reduceret til én. Siden er den teknologiske udvikling gået stærkt. Monopolet på massekommunikation blev brudt, og medarbejderne strejkede ved udsigt til forandringer. Den tilgang er heldigvis passé i langt de fleste brancher, for posteksemplet skræmmer. PostNord var alt for længe om at forstå og omstille sig til en ny virkelighed. Det samme var politikerne. Gang på gang var der behov for at sende millioner af skattekroner efter selskabet, der ikke lod til at være tynget af en særlig pligtfølelse for til gengæld at levere varen (eller bare brevene). At PostNord nu får 600 mio. kr. yderligere for ikke længere at ville omdele brevene, understreger blot et usundt afhængighedsforhold.

Sidste år ophævede regeringen omsider befordringspligten og trak støtten til PostNord. En kærkommen og helt nødvendig liberalisering af et marked med en dominerende, statslig spiller, der alt for længe blev fastholdt i en terminalfase, hjulpet af skattekroner og politisk uvilje. Selv om Danmark er et gennemdigitaliseret land, er der af og til stadig brug for, at et brev når frem. Også tidligere, end hvad der er blevet en bedrøvelig standard. Brevene skal ud, også til de egne af landet, hvor der er langt mellem postkasserne.

Statslige udbud af postomdeling til øer, til blinde og post til udlandet skal sikre en basal infrastruktur. Trafikstyrelsen vil overvåge, om de private aktører formår at levere post til hele landet og til ensartede priser, også til dem, der af den ene eller anden grund er fritaget for digital post.

Trods ventetiderne på sygehuset er der grænser for, hvor sent en indkaldelse til undersøgelse må dukke op i postkassen. Det er afgørende, at staten er klar til at lave nye udbud, hvis det frie marked efterlader mørke pletter på danmarkskortet.