Danskerne – hvem er de nu? En skjult sætning deler folk

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Hvornår det begyndte, er ikke til helt præcist at fastslå. Men noget er sket inden for de senere år. En lille glidning i sproget som et spejl og et kompas på den værdipolitiske bølge, som danskerne har surfet på. Danskerne? Ja, for det kaldes de. Ikke borgerne. Ikke vælgerne. Men danskerne. Dem, som kan lide det ene eller det andet, men bestemt ikke bryder sig om noget tredje. For det er udansk. Og udansk er man ikke i Danmark.

Sprogligt har danskerne også fungeret som en usynlig skillelinje mellem et dem og et os. På den ene side brugt til at skabe et fællesskab. På den anden til at udelukke fra et fællesskab.

Den udvikling er nyttig at have in mente, når man dykker ned i den helt aktuelle debat om adopterede og kontanthjælp. For nu vendes vrangen ud på den sproglige glansfrakke. De, som troede at være danskere, er, hvis man skulle følge lovens ånd, alligevel ikke helt danskere.

Og det var vist alligevel ikke sådan, at det skulle forstås. Selv om det stod ret tydeligt på Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings hjemmeside: »Beskæftigelseskravet gælder således som udgangspunkt også for børn, der er kommet til riget uanset nationalitet, herunder også adopterede børn.«

EU-retten kan dog føre til et andet resultat, f.eks. hvis barnet er kommet hertil fra et andet EU-/EØS-land sammen med en forælder, der er vandrende arbejdstager.

Måske gjorde det indtryk, at adopterede og deres familier på sociale medier kunne fremvise en stribe billeder af børnefødselsdage med Dannebrog, kagemand og lagkage.

I hvert fald var det ikke meningen, at de internationalt adopterede skulle blive kede af det, så nu arbejdes der på en løsning, har beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) meddelt. Læg mærke til sproget: »Derfor har jeg nu bedt mit ministerium om at undersøge, hvordan vi kan undtage adopterede fra arbejdspligten, så den del af danskerne ikke bliver indbefattet.«

Skillelinjen består.

Men det ændrer ikke på, at mange internationalt adopterede er kede af det. Lovændring eller ej.

»Jeg sidder stadig med en følelse af, at regeringen har været med til at sætte gang i de spørgsmål og følelser, man, som udsat for adoption, i forvejen har. At man ikke er rigtig dansker, at man ikke hører til nogle steder, at man aldrig helt bliver accepteret (...) At jeg, som dansk statsborger, har været med til at bidrage til det danske samfund, siden jeg fik mit første job, skal sidde med en følelse af ikke at være dansker, det kan ikke passe,« skriver en adopteret på Facebook.

Fra en mor til den adopteret lyder det: »Ved I hvad? Det handler ikke om hverken penge eller ydelser. Det handler om noget meget mere grundlæggende. Om at få lov at tro på, at det var rigtigt, når det blev sagt, at adopterede børn hører til på helt lige vilkår med alle andre. Og det kan I ikke fikse. For det har I ødelagt«.

Følelsen af at være ekskluderet er ikke rar. Og det er lige præcist den, som loven har fremkaldt, selv om der angiveligt allerede i 2018 stod det samme. De adopterede har haft ressourcerne til at råbe op. Men hvad med alle andre, som gang på gang har erfaret, at kravene for at være dansker flytter sig. Konkret og sprogligt.

Som forfatteren Victor Klemperer påpegede det i de noter, som han foretog under nazismens fremkomst, så har ord en betydning. Sprogets signaler, måden, vi omtaler hinanden på. Det har ånden i en lov også. Og den er sluppet ud af flasken.