Tre ting, Europa kan gøre for at tæmme Putin

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Siden den 24. februar 2022 har alle europæere levet i en verden, der har Ukraine som omdrejningspunkt. Det er ikke noget, hverken ukrainerne eller vi har bedt om. Krigen er blevet påtvunget os af Kreml, hvis revanchistiske projekt skal genskabe den verden, Putins kreds af aldrende KGB-agenter i 1950’erne og 60’erne voksede op i. Det er en drømmeverden, hvor al politik er ophørt, og hvor en korrupt overklasse, der disponerer over svimlende summer, kan koste rundt med underkuede befolkninger. Det er en verden, hvor gendarmerne i det genskabte russiske imperium patruljerer overalt i Central- og Østeuropa.

For alle demokratisk tænkende og frihedselskende mennesker er denne drøm intet andet end et mareridt.

Gennem tre år har Moskva demonstreret sine intentioner på en facon, så enhver, der har øjne i hovedet og bare en rest af samvittighed bag pandebrasken, må have forstået det. Det handler om ensretning, massemord, tortur og bortførelser. Det handler om millioner af flygtede, hundredtusinder af dræbte, ødelagte byer og udslettet infrastruktur.

Javel, det foregår stadig over 1.000 km borte i byer, hvis navne vi kan have svært ved at udtale. Men hvis Putin får sin vilje, og det frie og pluralistiske Ukraine bliver slagtet – måske endda med hjælp fra kortsynede og indskrænkede amerikanske politikere – så skal vi nok få reprisen at se. Væsentligt tættere på vores hjemadresse.

Skåltaler for de tapre ukrainere, der har ofret alt i kampen for deres land, vil bestemt være på sin plads på årsdagen. Man kan også løfte et glas for de nationer, der har støttet dem (Danmark indtager heldigvis en prominent plads). Eller for den sags skyld for de russere, som på forskellig vis har kæmpet mod diktaturets overmagt.

Men tre år inde i Ukrainekrigen er der brug for andet og mere end bobler og store ord. Der skal ske noget, og det er kun europæerne, som kan få det til at ske. Det handler om at forsvare vores værdier, men det handler også om at udvise basal selvopholdelsesdrift. For hvis det lykkes Moskva at få gennemtrumfet en våbenhvile på vilkår, der reelt ødelægger Ukraine, vil det ikke føre til fred – det ord indgår ikke i Vladimir Putins vokabularium – men øge risikoen for en krig i kontinental målestok.

En våbenhvile, som Putin kan fremstille som en sejr, vil kun opildne de mest ekstreme elementer i Moskva til f.eks. at optrappe hybridkrigen mod Europa for at skræmme os og gøre os møre. Det vil også få truslen mod bl.a. de baltiske stater til at tiltage eksponentielt de kommende år.

Der er brug for konkrete modtræk, og den polske premierminister, Donald Tusk, har for nylig foreslået tre enkle og fornuftige skridt til at styrke den europæiske front mod Kreml her og nu.

Det første er at øge hjælpen til Ukraine og lade russerne betale for det. Der er i Europa beslaglagt russiske aktiver for over 200 mia. euro. Tiden er kommet til at bruge dem til nytte for ukrainerne. Det andet er at skrue op for den europæiske afskrækkelse i russisk retning – at styrke flypatruljeringen og den militære tilstedeværelse i Østersøen og på grænserne mod Rusland. Det tredje er hurtigst muligt at få etableret regler for fælles finansiering i EU af tiltag på forsvars- og sikkerhedsområdet.

Lad os se at komme i gang med at føre disse ting ud i livet. Det vil have væsentligt mere gennemslag end selv den mest dybtfølte tale til forsvar for Ukraine på denne bedrøvelige årsdag.