Kongehuset er ikke Kåre Quist, Stéphanie Surrugue og Ulla Terkelsen. Men hvad med kong Frederik?
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Kongens første år har været fornuftigt uden at være prangende. I hvert fald ikke så prangende, som man kan få indtrykket af, hvis man lader sig indlægge til tv-stationernes endeløse dækning af små og store begivenheder i kongehuset; adskillige timers direkte-tv, hvor værterne indtager den øverste plads i rangordenen, og hvor kommentatorer samt såkaldte eksperter afkræves indsigtsfulde analyser af selv de mest banale, gentagne hændelser.
Det klæder ingen institution og intet voksent menneske, heller ikke kongen, på den måde at blive svøbet ind i en forherligende dyrkning ude af proportioner. Det er ligefremt ydmygende, at det åbenbart var tæt på guddommeligt, da en 56-årig mand nytårsaften kunne finde vej til sit skrivebord og nogenlunde ubesværet læse sit manuskript. Det er en sørgelig tendens til at ophøje det flade.
Kongens første nytårstale har i det hele taget fået så meget medieopmærksomhed, at man kunne foranlediges til at tro, at årlig oplæsning er kongehusets vigtigste opgave i et monarki. Den forsimplede tilgang tjener hverken kongen eller institutionen. Hvad man mener om selve kongehuset som institution, risikerer at blive forvekslet med, hvordan vi oplever dækningen af det. Hvis danskerne med tiden bliver monark-mætte, skyldes det næppe kongehuset, men overdosis af meningsløs dækning.
Beklager, men kongehuset er større end Kåre Quist, Stéphanie Surrugue og Ulla Terkelsen. Mere end Royal Run og kjoleudskæringer. Mere end en krammer i en håndboldhal eller en sportspris i Herning. Ja, kongehuset som institution er endda større end den, der til enhver tid er monark. Kongehuset er ikke reality, det er alvor.
Uanset om man er monarkist eller republikaner, kan man ikke komme uden om, at det danske kongehus er en institution, der særligt i svære tider kan være den prisme, vi ser os selv, vores historie og vores folkeånd igennem. En bærende institution, der kan kaste glans over et på mange måder plant land, og som noget af det eneste tilbageværende kan skabe en særlig forbindelse mellem mennesker, der deler »byrd og blod«; altså et bånd mellem danskerne.
Der er sagt meget om kongen i kongens første år. Men det er yderst sparsomt, hvad vi har hørt fra kongens egen mund. Det ville ellers bidrage til, at vi blev reelt klogere på kongen som samlende og ikke famlende figur. Lidt fik vi med bogen ”Kongeord”, men siden har der været tavst, og det efterlader alt for meget plads til kommentatorer, eksperter og journalister, der skal fortolke og forklare – også det, ingen har efterlyst forklaring på.
Inden for murene er der taget fornuftige skridt mod moderne tider. Protektionerne er færre og er blevet tidsbegrænset, så kongehusets medlemmer kan påtage sig den slags forpligtelser, efter hvordan samfundet udvikler sig. Fra 2029 er prædikatet ”Kongelig Hofleverandør” helt udfaset. I fremtiden vil det i kongehusets årsrapport fremgå, hvilke gaver man har modtaget fra bl.a. virksomheder. I det hele taget må kongen og dronningen gøre sit på deres måde. I ro og fred og med et tålmod, der måske ikke passer til tv-stationers dækning, men som vil passe på monarkiet.
At være monark er et ekstraordinært embede, og uanset hvem der sidder på tronen, er der grænser for, hvor meget substantielt man kan og skal tilføre. Men man kan ødelægge meget. Det har kong Frederik endnu ikke gjort, og det tillægges åbenbart høj værdi i en tid, hvor bare det at passe sit arbejde gøres til noget exceptionelt. For konge og folk.